Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Når DF har lovet uniformerede hypheste, nytter det ikke med smøleri i politiet

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Leveringstid

Lars Møller

Politiet er nogle smølehoveder, hvis man spørger hjernetrusten i Dansk Folkeparti. Nu har man haft år til at udvælge og træne de heste, som skal indgå i det beredne politi, og man er håbløst bagefter. Politiheste stod ikke lige øverst på politiets ønskeliste, formentlig fordi de skal udvælges og trænes, og derfor vil tage ressourcer fra politiets andre småjobs.

Politisk vil man have uniformerede hypheste, og så nytter smøleri ikke. Groft sagt vil godt rådgive. Når man politisk beslutter noget, så er der en vis leveringstid. Ønsker man flere læger, skal de lige uddannes først – det tager seks-syv-otte år, hvorfor de ikke er på gaden, når man politisk er klar til at høste roserne.

Det samme gælder altså også politiheste, sporhunde, soldater, lærere, skattemedarbejdere og andre.

Nostalgisk koncept

Niels Jespersen

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Komikeren Mazen Ismail, der er født i Beirut, mener, at der er noget komisk i danskernes frygt for det fremmede. Derfor vil han i et standupshow nedbryde fordomme om, at indvandrere er kommet for at overtage den danske kultur.

Som erklærede nostalgikere kan Groft Sagt ikke lade være med at glæde sig over, at et koncept, der allerede var bedaget til en »Mejlgade for Mangfoldighed« festival i 00erne, stadig kan begejstre. Der er tale om en gammel krikke, men så længe den kan rende, er der ingen grund til at sende den på limfabrikken.

Til gengæld må Groft Sagt skuffe den usjove komiker. Danskerne frygter ikke det fremmede. De rejser Jorden rundt og spiser hummus på deres rugbrød og har indrettet et af verdens mest humanistiske og åbne samfund. De er til gengæld ikke særligt glade for islamisme, hvilket muslimerne jo åbenlyst heller ikke er, siden de hellere vil bo heroppe.

En ny kvindelig Jesus

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Da Barack Obama blev præsident gik alle amok i hysterisk begejstring, som om frelseren var kommet. Nu ville der komme fred på Jorden. Han rejste til Cairo og undskyldte over for alle muslimer USAs tidligere politik og så fik han Nobels fredspris. Pressen åd af hans hånd og der var ikke ét kritisk ord. Freden kom ikke og hans udenrigspolitik var passiv og opgivende. Men nu er medier hysteriske med hans hustru Michelle. Hun vil så sikkert frelse verden, når det ikke lykkedes for ægtemanden.

Ganske vist kunne hun ikke gå på vandet og var fuld af banaliteter på mødet i København, men naive sjæle har ikke opgivet at se en ny Jesus og præsident i hende.