Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Hvorfor kan den næste 007 ikke være en pungrotte eller en koala?

Selsing
Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

007 pungrotte

Eva Selsing

Her er lidt modernitetsmassage, i filmudgaven. Den til dato mest morfaragtige og mindst maskuline James Bond, Pierce Brosnan, udtaler, at den næste 007 da sagtens kan være en dame. Og det har Pierce Brosnan da så ret i. Men hvorfor stoppe dér? At antage ikke blot kønnet, men også arten på den hemmelige agent er udtryk for en meget uklædelig, bigot og nazistisk antropomorfisme. Ikke alle agenter er mennesker, at I ved det, skyklapsmennesker.

Det er kun vores fordomme og snæversyn og nationalisme, der forhindrer eksempelvis en pungrotte eller en koala i at blive den næste hovedrolleindehaver. Den kan I jo tygge lidt på, mens I bliver ajourført med udviklingen.

De røde præster

Hans Hauge

Der er stor partipolitisk afstand mellem prædikestol og kirkebænk, for flertallet af bisper, provster og præster stemmer på de røde partier, mens deres kirkegængere er borgerlige. De grundtvigske præster, og det er de fleste, har især en forkærlighed for de Radikale på grund af partiets menneskesyn.

Nu glæder de røde præster sig især over, at det ser ud til, at de røde partier og regeringen vil afskaffe faget kristendomskundskab og erstatte det med et religionsfag, for børnene skal også lære om andre religioner, og dermed menes islam. Det lyder inkluderende, og det bliver spændende at se, om de også i biologi skal stifte bekendtskab med andre opfattelser end neodarwinismen.

Også af hensyn til de mange tyrkiske børn. Mon de skal lære, at mennesket ikke kun er en abekat? Eller findes der kun én sandhed?

696 spørgsmål  fra Ellen Trane Nørby

Bent Blüdnikow

Ellen Trane Nørby stiller op til posten som Venstres næstformand. Vi kan se frem til en byge af spørgsmål i Folketinget, hvis hun bliver valgt. Det er hun nemlig god til, for i 2012 tæppebombede hun Kulturministeriet med i alt 696 spørgsmål om, hvorfor Museet for Religiøs Kunst i Lemvig ikke blev statsstøttet. Ifølge BT og Ekstra Bladet truede hun ligefrem kulturminister Uffe Elbæk (R) med repressalier, fordi museet ikke fik statsstøtte. Ellen Trane Nørbys mor sad i øvrigt i museets bestyrelse. Ellen Trane Nørby slap forbløffende let fra den pinlige sag.

Man kan synes, at det ikke tjener til Nørbys fordel, men i denne Groft sagt-skribents øjne, så var hendes fatale medvirken til medieloven fra 2012, hvor hun var Venstres medieordfører, meget værre, fordi den gav DR hovedrystende fripas til mastodontadfærd på bekostning af borgerlige synspunkter. Så skidt være med de 696 spørgsmål, hendes DR-slikkeri var meget værre.