Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Coronavirussen har fået mange restauratører til at tænke anderledes. Flere har valgt at lancere mere tilgængelige alternativer, nu hvor byen ikke opsøges i samme grad af velbeslåede internationale foodies. For eksempel har gourmetrestauranten Den Røde Cottage i Klampenborg suppleret med en vinbar, hvor man kan snacke og drikke et glas vin på terrassen uden at skulle investere tid og penge i en helaftensoplevelse.
Da det var en af hedebølgens første varme aftener, at vi skulle ud, ville vi gerne sikre os plads udendørs og ringede for at bestille bord. Det lod sig desværre ikke gøre, men vi tog ikke desto mindre chancen og troppede op.
Det viste sig, at cottagens vinbar flekser mellem de to terrasser henholdsvis foran og bagved huset samt førstesalen – alt efter vejr, belægning og bemanding. Vi var godt tilfredse med et bord på den terrassen, som vender ud til Øresund, og gik i krig med kortet, som tæller relativt klassisk barmad og 19 forskellige vine.
Mesterlig vinchef
Cottages restaurant- og vinchef, Morten Magh, som er en af landets bedste, står for en relativt klassisk vinlinje. Men der er små sprækker hist og her på kortet, hvor den usvovlede vin får lov til at trænge ind – som den for eksempel gør i det glas Brut Nature Sans Soufre fra huset Drappier i Aube i det sydlige Champagne (175 kr.), som min ledsager indledte med. Brut Nature betyder uden dosage (tilsat sukker før frigivningen), og det kan være en mager forestilling, hvis ikke vinen er bygget til det. Men slet ikke her, hvor champagnen var særdeles mørk, dyb og saftig i frugten med tydelige noter af brød.
Min første vin var mere til den klassiske side, en flot mâcon fra kommunen Chardonnay (jo, den er god nok, ligesom vinen) fra den gode bourgogneproducent Jean-Marc Boillot (160 kr.) med et let ristet præg, som formentlig skyldes både lagring på 30 procent nye egefade og reduktion (underskud af ilt).
Første snack var et par østers fra favoritproducenten Gillardeau (45 kr.) – hvilket jeg delvist fortrød, for jeg er ikke så vild med østers på denne årstid, hvor vandet er varmest, og østersene er fade og fyldt med mælk (sæd), således at de vokser i munden.
Nordens sardiner
Så var vi mere glade for en gang røgede brislinger. Nordens sardin, som den lille fisk i sin tid blev kaldt, var lagt i dåse af Fangst med koldpresset rapsolie og blev serveret blot med revet citronskal. Ligesom vi var begejstrede for et andet kvalitetskonservesprodukt i form af bløde milde syltede artiskokhjerter stegt hårdt på panden og toppet med revet smeltet havgusost.
Herefter tog vi runde med kød, dels et fad med godt spansk charcuteri – lomo (mørbrad), coppa (nakke) og sortfodsskinke – dels en mesterlig tatar bestående af tynde skiver af velmarmoreret kviefilet placeret på et leje af estragoncreme, syltet glaskål, parmesan, brødcroutoner og røget marv.
Rødvin til tataren
Og så skulle der jo rødvin i glasset. For mit vedkommende en udmærket bourgogne, 2016 Santenay fra Caroline Morey (165 kr.), som er en mester til de hvide og lidt mere jævn på de røde. Efter noget tid i glasset gav vinen dog pænt. Min ledsager fik en landlig vin fra det varme Sydrhône, »Bogan goes Walkabout« fra Mark Haisma (125 kr.).
Vinorgasmen indfinder sig
Vinorgasmen indfandt sig dog først til den søde finale. Normalt hverken spiser eller drikker vi søde sager, men vi lod os lokke af Morten Magh til at prøve et glas 2001 sauternes fra Chateau Piada til osten. Jeg har kendt Piada, som er en gedigen snarere end en grandios vin gennem tre årtier, men her i den bedste sauternes' årgang i nyere tid var der virkelig tale om en stor oplevelse. Hvilket ikke mindst skyldes, at betingelsen for at danne den ædle råddenskab, som giver sauternes dens helt særlige præg, var optimalt til stede i 01.
Osteserveringen (125 kr. for tre) var også i mesterklasse. Vi fik lov til at plukke Cottagens store bakke med franske lækkerier, og valget faldt på en Montrachet – en karakterfuld ged, de tre herlige rødkit-oste Livarot, Langres og Epoisses, en sublimt laget Comté, den faste baskiske fåreost Ardi Gasna og et lille stykke roquefort til at holde sauternen med selskab. Den indledende frustration over ikke på forhånd at kunne bestille bord var nu væk – vi var i himlen!
Det kan godt være, at Cottagens barpriser er lidt højere end dem, man kender fra de mere studentervenlige steder på Nørrebro. Men til gengæld er her også mere vin i glasset, ligesom omgivelserne såvel som servicen er væsentligt mere behagelige. Vi kvitterer med fem stjerner.
Den Røde Cottages vinbar
Strandvejen 550, Klampenborg tlf. 31 90 46 14
Priser fra: Glas vin 95 kr. Snacks 45 kr.