Det var godt nok satans! Da sløret gik ned, og produkterne blev afsløret, viste det sig, at testens to klart bedste lammerygge, var de to supermarkedsprodukter. Vi var ellers begge overbevist om, at vinderkødet måtte være dansk og stamme fra enten Slagteren ved Kultorvet, som gør så meget i de små uldne dyr, at butikken i flere årtier er gået under navnet Lammeslagteren, eller Slagter Lund, som ligeledes er en af landets i særklasse dyreste slagterbutikker.
Men nej, der var tale om »gemene« vakuumpakkede produkter fra supermarkedets køledisk importeret fra henholdsvis Irland og New Zealand, der begge er kendt som store eksportører af lammekød.