Bearnaisekongen åbner pizzabar på hip gade

Rasmus Oubæk, som blandt andet driver burgerkæden Jagger samt restauranterne Pluto og Gorilla, går nu ind i pizzakrigen.

Napolitansk pizza. Her toppet med mortadella fra Corsa på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Frank

Rasmus Oubæk væltede sig engang i Michelin-stjerner. Som køkkenchef på nu hedengangne Kommandanten og senere på sin egen restaurant Oubæk dyrkede han det klassiske franske køkken, som få formår det.

Siden har Oubæk viet sit arbejdsliv til at fodre masserne med gedigen comfortfood. Først som medejer af bøfkæden MASH og senere med sine egne forretninger, der tæller de mere seriøse mellemklasserestauranter som Pluto, Gorilla, Barabba og Maison.

Siden 2016 har Oubæk tillige, sammen med Christian Brandt, drevet burgerkæden Jagger, som i dag har ni restauranter i København.

Nu åbner makkerparret desuden et pizzeria ved navn Otto på Værnedamsvej, hvilket måske ikke er en stor overraskelse, eftersom de fleste andre kæder som Madklubben og Cofoco allerede er gået ind i pizzaen, der virkelig trender for tiden.

»Jeg synes, der mangler et pizzasted, som laver en klassisk pizza af høj kvalitet – og som ikke koster 150 kroner,« siger Rasmus Oubæk.

Otto kommer til at specialisere sig i det napolitanske, der er den med de høje kanter med de karakteristiske leopardpletter, som de opnår efter bare 90 sekunder i en skoldhed ovn.

Som de fleste pizzaaficionadoer vil vide, er dejen det vigtigste ved en pizza. Oubæk har således testet, hvorvidt 24, 48 eller 72 timer giver det bedste resultat – hvad konklusionen blev, melder historien dog endnu ikke noget om.

Otto åbner 20. januar klokken 17 på Værnedamsvej 18. På grund af coronavirus vil det i begyndelsen kun være muligt at tage pizzaerne med hjem.