Legendarisk københavnsk gourmetrestaurant solgt
Restaurant l´Alsace, som er en af de ældste gourmetrestauranter i indre by, er grundet tab under coronakrisen blevet solgt til Victorgruppen.

Restaurant l´Alsace, som er en af de ældste gourmetrestauranter i indre by, er grundet tab under coronakrisen blevet solgt til Victorgruppen.

Det er ingen hemmelighed, at 2020 grundet coronakrisen har været et historisk hårdt år for Københavns ellers så succesfulde restaurantscene. Selv for en populær klassiker som Restaurant l´Alsace i Pistolstræde i Café Victor-kvarteret lige ved Kgs Nytorv. Restauranten er således nu blevet solgt til Sovino-gruppen, også kaldet Victorgruppen, som udover caféklassikeren tæller 13 restauranter, bl.a. Geist, PS Bar & Grill og The Market.
»2019 var et glimrende år for os. Og det samme var starten af 2020. L´Alsace har i det hele taget været en fornuftig forretning, indtil coronaen kom. Nu er, hvad vi havde af is i maven, efterhånden smeltet væk. Vi har jo også nogle ansatte at tænke på,« siger Josephine Stockhammer, som siden 2007 har ejet og drevet l´Alsace sammen med den alsaciske køkkenchef Franck Dietrich. Restauranten blev grundlagt i 1978 af østrigeren Franz Stockhammer, som frem til sin død i 2007 med sit fyrige temperament var en markant personlighed på den københavnske restaurantscene.
Josephine Stockhammer og Franck Dietrich fortsætter som henholdsvis restaurant- og køkkenchef med en mindre ejerandel:
»Jeg tror ikke, jeg ville kunne være blevet boende i København, hvis ikke l´Alsace-skiltet hang ude i gaden. Bare se, hvad der er sket med et fint gammel sted som Café à Porta (hvor man i dag finder McDonald´s, red.). Der har det været vigtigt for mig, at vores nye partner har respekt for det, vi har stået for hidtil, og vil køre det videre i den ånd,« siger Josephine Stockhammer og understreger, at det er en aftale, at både l´Alsace-skiltet, de klassiske retter på kortet og det personlige vinudvalg, der er præget af mindre navne, skal køre videre.

Hvad angår maden, har l´Alsace blandt andet været kendt som et af de få tilbageværende steder i København, hvor man stadig kan få foie gras. Andre klassikere på kortet er den bouillabaisse-inspirerede fiskesuppe, den klassiske plateau de fruits de mer og så selvfølgelig den alsaciske nationalret, choucroute garnie (surkål med pølser og flæsk).
Ifølge en pressemeddelelse vil l´Alsace blive lukket ned i en periode, hvor restauranten bliver udvidet og renoveret:
»Jeg glæder mig til at komme tilbage med et lille ansigtsløft,« siger Josephine Stockhammer, der dog henviser til Sovinos Torben Olsen (som det ikke er lykkedes Berlingske at komme i kontakt med) angående udvidelsen.
Hvordan ser du på, at Sovino-gruppen med opkøbet nu sidder på en betydelig del af restaurationslivet i kvarteret ?
»Det har jeg ingen problemer med. Jeg ser ikke Torben Olsen som en konkurrent, men som en god nabo. Faktisk åbnede l´Alsace tre år før Victor, så vi har kendt hinanden længe. Jeg synes heller ikke, at Sovino er som de andre restaurantgrupper, i og med at der er plads til både forskelligheder og personligheder blandt restauranterne i gruppen,« siger Josephine Stockhammer.