Gepardens vej til sig selv

Historien om geparden Geo, der skal så gruelig meget ondt igennem inden han endelig accepterer sig selv som den, han er, er en meget lækker bog med sit højrøde omslag med gepardpletter på indersiden og med smukke billeder, der i al sin enkelhed formår at udtrykke både stor ensomhed og stor glæde. Dannelsesforløbet fra samvær med moderen over en krisefyldt udviklingsproces frem til den lykkelige slutning, hvor Geo møder sin hun-gepard, kan aflæses alene af billederne. Teksten er velmenende tænkt og fermt udtrykt. Bogens budskab minder om Egon Matthiesens »Mis med de blå øjne«, der også handler om at finde sin plads ud fra sine egne egenskaber. Men teksten mangler enkelheden og virker lidt fortænkt og postuleret. De mange strofer flyder mundret derudaf, men de er tøjlet i forhold til budskabet. Sproget får ikke lov at gå sine egne veje, og det er en skam. /KARIN ESMANN KNUDSEN