Succesfulde restauratører åbner nyt i ikonisk bygning

Møntergadefolket åbner luksusloungen Apéro med cocktail, vin og et afslappet køkken.

Det røde bindingsværkshus på hjørnet af Gl.Mønt og Møntergade huser fremover baren Apéro.

»Det er min drøm, at folk dumper spontant ind til en kaffe med avec efter frokost på Møntergade eller til et glas og en snack før middagen,« siger Simon Juhl Olesen, som står bag Restaurant Møntergade, der især er kendt for sit gode smørrebrød og store vinkort.

I dag åbner Møntergade-holdet baren Apéro på den anden side af gaden i det gamle røde bindingsværkshus, som i sin tid husede »Røde« Claus Christensens legendariske restaurant Gammel Mønt.

Møntergadefolket har brugt et par måneder og en ordentlig pose penge på at indrette førstesalen af det gamle bindingsværkshus med et loungeagtigt miljø med dybe sofaer og behagelige Finn Juhl-lænestole:

»Vi vil gerne gøre op med den formelle situation, hvor man sidder med dug på bordet og spiser med kniv og gaffel,« siger Simon Juhl Olesen. Således er samtlige retter på Apéro designet, så de kan spises med fingrene eller en gaffel.

Der er blandt andet kroketter på Apéros snackmenu.

Borgmesterens løgstang

Baren åbner klokken 13 med østers, charcuteri, kroketter og »Borgmesterens løgstang«, som er en slags take på den alsaciske tarte flambée. Fra klokken 16 bliver der fyret op for komfuret med flere varme retter som risotto, saltimbocca, pasta og Kentucky Fried Chicken. For køkkenet står Luca Alticozzi, som er tidligere souschef fra Møntergade.

Selvom Simon Juhl og hans Møntergade-partner Rasmus Amdi begge er sommelierer og vinmennesker, er det vigtigt for Juhl at understrege, at Apéro ikke bare er en vinbar, men i lige høj så grad en spiritusbar med et stort kort med blandt andet rom, whisky, vermouth og cocktails.

Hvad vinen angår, består Apéros kort af 35 vine, som serveres på glasset, men de mere kræsne vindrikkere kan også botanisere hele flasker fra Møntergades store vinkort, som tæller omkring 400 vine. Serveringen er lagt i hænderne på de to sommelierer Mikkel Mørkeberg og Marc Hald.

Online booking er ikke muligt på Apéro, for som sagt foretrækker man spontane gæster, som har lyst til at være på baren, fremfor folk, som har booket for flere uger siden, men det er muligt at booke over telefonen.

Apéro, Gammel Mønt 41, 1117 København. Tlf. 51-196678