Stjerneskuddet er på størrelse med Dødsstjernen – og kan suppleres med en Mouton Rotschild til 48.600 kroner

Frokostanmeldelse: Restaurant Els er en af Københavns ældste og smukkeste frokostrestauranter. Kokken kan sit kram, og tjenerne er venlige, men der er lidt for meget 'vuffeli-vov' i ørerne, og der mangler mod på spisesedlen.

Som blasert københavner spankulerer man ofte forbi en gammel skønhed uden at bemærke det. Sådan har jeg det med Restaurant Els. Nok mest, fordi den med sin beliggenhed ud til Nyhavns turistvrimmel drukner i myriaden af middelmådige turistfælder.

Der har ellers været rigelig mulighed for at besøge Els, der har ligget i Store Strandstræde siden 1853, hvor Christian Frederik Grandjean opførte den smukke bygning.