Søren Frank: Vi drak 62 flasker Dom Perignon på havets bund

Champagne består halvt af vin, halvt af markedsføring. Søren Frank var inviteret med til at smage den nye årgang af Dom Perignon under havet i Norge.

Smagningen af den nye årgang af Dom Perignons P2 fandt sted på undervandsrestauranten Under i Norge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eline Jacobine Eline Jacobine
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke, fordi det normalt skorter på invitationer fra de store champagnehuse.

Ikke desto mindre slår jeg øjnene op, da jeg modtager en dobbeltinvitation fra verdens største luksuskonglomerat LVMH (Louis Vuitton-Moët-Hennessy), hvor man fornemmer, at koncernens i forvejen astronomiske markedsføringsbudget må have fået endnu et nøk opad.

Det første af de to arrangementer er ikke bare en smagning af tre forskellige Krug-champagner fra 2008, som er den foreløbig bedste årgang i dette årtusinde, hvilket i sig selv ville være nok til at få mig op af lænestolen. Krug har bedt den japanske komponist Ryuichi Sakamoto, kendt for blandt andet at have lavet soundtrackene til film som »The Revenant« og »Merry Christmas, Mr. Lawrence«, om at komponere tre nye stykker musik specifikt til de tre champagner.

Den japanske komponist Ryuchi Sakamoto, her fotograferet til filmfestivalen i Berlin 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Kalaene.

Mere end bare almindelig luksus

Og to uger senere skal turen så gå til restaurant Under i Norge, hvor vi fem og en halv meter under havets overflade skal smage den nyeste version af Dom Perignons prestigecuvée P2. Det er sgu alligevel noget, tænker jeg, for normalt når champagnehusenes PR-arrangementer sjældent meget højere end »almindelig« luksus i form af wining and dining.

Det er i denne sammenhæng nødvendigt at forstå, at champagne er født som en eksportvare, og at markedsføring dermed fra dag ét har været en del af den ædle bobledriks virkelighed. Det startede med, at man lod kendte og kongelige vælte sig i bobler: Helt tilbage i slutningen af 1700-tallet indførte den franske dronning Marie-Antoinette champagne i forbindelse med det flere dage lange nytårsritual ved hoffet (og lagde bryst til det såkaldte champagne coupe glas). Senere fik Napoleon sit eget gæstepalæ, Palace Trianon, hos Moët et Chandon, så han kunne bo standsmæssigt, når han lagde vejen forbi Epernay for at tanke bobler, hvilket man kan forstå skete ganske tit.

I 1900-tallet er champagne især blev kædet sammen med Winston Churchill, som efter sigende havde et forbrug på to flasker dagligt af den ædle bobledrik. For slet ikke at tale om roman – og filmfiguren James Bond, der startede med at drikke Dom Perignon, men nu af eller anden grund sværger til Bollinger – såvel Bollinger som Broccoli-familien, der producerer Bond-filmene, hævder, at der ikke er pengene imellem dem.

Også sportsverdenen har været en glimrende markedsføringskanal for champagne. Ikke mindst motorløb, hvor der siden Le Mans-løbet 1966 har været tradition for, at vinderen oversprøjter alt og alle fra sejrsskamlen. Siden løbsledelsen i Formel 1 afslog husets Mumms tilbud på fem millioner euro i 2016, har dette attraktive sponsorat dog været i hænderne på huset Ferrari fra den rivaliserende italienske spumanteindustri.

Som sagt er pressen og medierne også mål for champagneindustriens velsmurte PR-maskine. Jeg har ladet mig indrullere i mere fjollede events som for eksempel at være med til høste druer i Champagne midt om natten, mens et brassband spillede mellem vinrækkerne, og tre tv-hold filmede – alene fordi Moëts PR-afdeling syntes, at det kunne være et fedt stunt at høste om natten, hvor den meste champagne bliver drukket.

Andre gange har der været tale om storslåede oplevelser, som da vi for eksempel blev fløjet til Paris og kørt i Ashton-Martin´er til Eiffeltårnet for at smage samtlige årgange af Bollingers prestige cuvée RD. Jeg husker, at 1975'eren blev serveret til den efterfølgende frokost i tårnets  etstjernede restaurant Jules Verne, nøjagtig som den gjorde i Bond-filmen »A View to a Kill« – og at jeg i øvrigt havde Bond-producenten Barbara Broccoli til bords.

Til Krug-smagningen i København foregår transporten i nogle større og mere comfortable limousiner. Vi bliver samlet op foran Hotel d’Angleterre, der er såkaldt Krug-ambassade, for at blive kørt til byens anden Krug-ambassade, Alchemist ude på Refshaleøen, hvor de andre skal spise efterfølgende – jeg har desværre et foredrag, som jeg ikke kan slippe ud af.

Krug, serveret på Alchemist i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olivia Rohde.

Vi varmer ganen op

Mens vi varmer ganen op med seneste udgave af Krugs Grande Cuvée (170eme edition med 2014 som hovedårgang) slår det mig, at det blandede skandinaviske crowd er noget anderledes sammensat end vanligt, hvor vi plejer kun at være journalister. Her er ikke bare restaurantører, men også influencere (Mathilde Gøhler, der har 1,3 million følgere, for eksempel) og celebrities (musikeren Oh land) – vi journalister, som rent faktisk ved noget om champagne, er klart i mindretal.

Selve 2008-ceremonien foregår siddende i Børge Mogensen-stole foran et stort lærred med Sakamoto og hans musik. Vi starter med Clos de Mesnil, som i dag står til en pris af mellem 20.000 og 30.000 kroner på Wine Searcher. Mesnil'en er 100 procent baseret på den hvide chardonnaydrue og dermed den lyseste i udtrykket, faktisk har den et let grønt skær i glasset. Til lyden af trianglerne, som indleder Sakamotos første stykke, noterer jeg mig klassiske chardonnaynoter i form af ananas og gule stenfrugter og den ristede eller karakteristiske toastede note, som mange champagner især fra de større huse får med alderen.

Efterhånden som Sakamoto udruller sit melankolske univers, er det tydeligt, hvordan oplevelsen af champagnen bliver trukket i retning af oktober måneds dufte af underskov, svampe, nødder og generelt forfald. Det her er en anden, mere eftertænksom udgave af champagneuniverset, som bliver endnu markant, da vi får den almindelige Krug vintage 2008, som med sit store indhold af røde druer (pinot noir og meunier) er endnu mere mørk og svampet i udtrykket. En anden og mere kontemplativ oplevelse, end da jeg for halvandet år siden sidst smagte den dengang hysterisk energiske 2008er i min podcast, Søren Franks Vinkælder, med et up tempo bebop Miles Davis-nummer i højttaleren.

Jeg svømmer hen i et smukt, nostalgisk univers, hvor det altid er efterår, lidt som i  Murakami's roman »Norwegian Wood«. Umiddelbart husker jeg ikke at have været på lignende indre musikrejse, siden vi i gymnasietiden lå på gulvet og hørte Pink Floyd, mens vi bappede på vores chillum’er.

Under alle omstændigheder en noget anderledes stemning at markedsføre champagne med end den sædvanlige festlige aura af glamour og caviar. Der er tydeligvis kommet andre boller på Moëts PR-suppe, og det skyldes efter al sandsynlighed, at Moet-Hennessy det seneste år har outsourcet sit PR-arbejde til Patriksson Group, som er grundlagt i Sverige, men i dag har filialer i hele Skandinavien.

Champagne under vandet: En stor oplevelse af natur, design, mad og champagne smeltet sammen i en højere helhed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eline Jacobine .

En af klodens mest unikke

Konceptet gentager sig i en ny version to uger efter, hvor Möet-Hennessy har inviteret til smagning af Dom Perignon i Norge. Jeg er ikke på samme måde ubetinget fan af Dom Perignon, som jeg er det af Krug. Men Dom Perignon har en uomtvistelig evne til at lagre godt, så eftersom vi skal smage 2004 i det, man kalder en Plentitude 2 version, der har tilbragt dobbelt så lang tid på gæren (minimum 15 år) som den almindelige Dom Perignon, kan det bestemt gå an. Ikke mindst, fordi vi skal smage på en af klodens mest unikke restauranter, Under i Lindesnes på Norges sydspids.

Undervandsrestauranten er tegnet af norske Snøhetta og står i min bog som et af klodens arkitektoniske vidundere. Således er celebriteterne til aftenens champagneorgie hentet fra designverdenen. Jeg følges op til restauranten med Hay-parret Mette og Rolf, der er  grundlæggere af det internationale møbeldesignfirma af samme navn, og i Norge støder globetrotteren Bjarke Ingels til.

Dom Perignons winemaker, Daniel Carvajal-Perez, fører an i den udendørs smagning i Norge, Fold sammen
Læs mere
Foto: Eline Jacobine .

Dom Perignon al fresco

Vi starter til min store forundring med at smage udendørs. Iført regnslag med det karakteristiske Dom Perignon på ryggen sidder vi få meter fra det brusende hav, som i aftenens anledning er oplyst med projektører. Det er aldrig nemt at smage i blæsevejr, ikke desto mindre giver det dog mening her, eftersom den friske duft af hav og tang trækker netop disse mineralske noter frem i den velafrundede vin, mens de toner af svampe og tørret frugt, som nødvendigvis er til stede i en 18 år gammel champagne, trækker lidt i baggrunden.

Herefter går vi indendørs – eller rettere under – i samlet flok. Jeg har på forhånd været lidt nervøs for, om gensynet med Under ville blive en skuffelse, eftersom jeg var oppe at køre i flere dage, da jeg besøgte stedet første gang lige efter åbningen for to og et halvt år siden. Det er jo sådan i mange af livets forhold, at intet kan hamle op med den første gang.

Restaurant Under med den karakteristiske Dom Perignon etiket i forgrunden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eline Jacobine Eline Jacobine.

Vi går Under

Heldigvis virker den fantastiske spisesal præcis lige så kraftigt på mig som dengang. Restauranten er indrettet i et bunkeragtigt betonrør, som man har beklædt med ædeltræ på den del af ydersiden, der stikker op af havet, mens indersiden er blevet polstret med træ og stof fra danske Kvadrat, som giver den måske bedste akustik, jeg har oplevet i en restaurant.

Der er en sjælden dramatik over situationen, når man står i loungen på første sal, der ligger i vandoverfladen, og kigger ned i spisesalen, som befinder sig fem og en halv meter under havets overflade. Bag en rude i 25 centimeter tykt plexiglas ligger havet som et kolossalt blåt lærred i en stor gammeldags biograf.

Jeg bemærker, at Bjarke Ingels også er helt oppe at støde: »Det er kraftedeme radikalt det her,« siger manden, hvis egen tegnestue BIG har stået bag det nye Noma. Radikalt i den forstand, mener Ingels, at Snøhetta helt fravalgte udsigten over den ellers så smukke kystlinje og gik all in på det store blå lærred.

Til gengæld er min begejstring lidt mindre for det, vi har i glasset, som nu er den almindelige Dom Pérignon fra den seneste årgang, 2012, som ikke kan undgå at virke en kende banal og overfladisk oven på P2 2004s dybde. Men o.k., det er fair nok, at vi skal have  kalibreret smagsløgene, før vi igen springer ombord i P2 2004.

Unders danske køkkenchef, Nicolai Ellitsgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eline Jacobine .

Lokalt havguf

Man kan spørge sig selv, om Unders danske køkkenchef, Nicolai Ellitsgaards, mad kan leve op til den enkle, men dog dramatiske arkitektur. Svaret er ja, og det i dén grad. Ellitsgaard er så radikal i sin tilgang til det lokale, at han meget nødigt køber råvarer nord for Oslo/Bergen, hvilket betyder, at han afstår fra at servere de hånddykkede kammuslinger og alt det andet havguf oppe fra Trondheim. Og det giver unægtelig oplevelsen en ekstra dimension at sidde midt i det terroir (havet), hvor det, man spiser, kommer fra.

I stedet for de etablerede luksusvarer kan Ellitsgaard finde på at servere bifangst og anden havmad, som man normalt ikke spiser på disse kanter. Vi starter for eksempel med en lille happer af puré på lokale søsnegle serveret i egen skal, som med sin mineralske smag får  champagnen til at vågne op til dåd.

En lille tærte af tang kommer ind med jodsmagende strandkrabberogn og tørret svinespæk, mens taskekrabben bliver serveret med boghvedepandekage og let røget Rødlin-ost. Den lille lokale tæppemusling kommer rå i egen skal med lidt fermenteret gulerod, gær og jordskokkeskum.

Den danske arkitekt Bjarke Ingels er tydeligvis tilfreds med situationen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eline Jacobine .

Hr. Ingels er glad

Andre favoritter er den varmrøgede ål, som serveres komfortabelt i en friteret krokette med den klassiske danske ledsager i form af flødestuvede kartofler i miniatureform. De små lokale rejer, som smager sødt og jordagtigt, kommer ind på toppen af en spændende japansk inspireret æggestand med bouillon på sukkertang og strandkrabbe.

Hvor Ellitsgaard helt undgår den efterhånden allestedsnærværende caviar, som er her og der og alle vegne på menuerne derhjemme, serverer han for de luksushungrende i stedet en kolossal saftig grillet jomfruhummerhale glaseret med fermenteret honning og blommer samt saltede purløgsblomster. Jeg synes dog næsten, at det er sjovere at smage den efterfølgende langfingerkrebs, som ofte sniger med ind i jomfruhummerfælden på disse kanter og således opfattes som bifangst. Den lille fætter, som kommer ind i rå tilstand, blot dryppet med en olie af trøffeltang, er intenst mineralsk og harmonerer endnu engang flot med champagnen.

Pludselig dukker to dykkere op, ud af det blå. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eline Jacobine .

Ud af det blå

Mens jeg stirrer ud i det blå, hvor torskefisk og stenbidere jævnligt lægger vejen forbi, ser jeg pludselig, at et par lygter nærmer sig. Det viser sig at være to dykkere, som har medbragt en flaske Dom Perignon P2 2004, hvis etiket de til forsamlingens store morskab lyser op med deres lygter.

Før vi går til ro efter seks timers konstant indtag af Dom Perignon, rundes aftenen på Under af med korsang fra Ensemble Rex. Dagen efter, hvor Bjarke Ingels er daffet afsted kl. 05.00 for at holde foredrag i Saudi-Arabien, møder jeg Hay’erne til morgenbuffeten på havhotellet. Vi kan hurtigt blive enige om, at den foregående aften har været en stor oplevelse af natur, design, mad og champagne smeltet sammen i en højere helhed og bestemt har været turen værd. Dog indskyder fagmanden Ralf Hay, at Snøhetta kunne have haft mere held med restaurantens stole, som jeg personligt er ret vild med, så jeg undgår at gå ind i diskussionen.

I mellemtiden har Unders danske sommelier, Tim Funder, gjort regnebrættet op: Vi – 32 gæster – har drukket 28 flasker Dom Perignon 2012 og 34 flasker P2 2004, altså i alt 62 flasker champagne, svarende til to flasker pr. næse. Jeg noterer mig således, at endnu et kapitel er blevet skrevet i den århundreder lange historie om markedsføringen af champagne.

Berlingske var inviteret til Norge af Moët-Hennessy.