Det er ikke nogen stor hemmelighed, at jeg ikke er verdens største fan af klassisk rosévin.
Jeg er fuldt på det rene med, at jeg på det punkt ikke nødvendigvis er på bølgelængde med resten af befolkningen. Jeg behøver bare gå over gaden til den hæderkronede vinbutik Kjær & Sommerfeldt eller en tur i det lokale supermarked for at blive mødt af en hel væg af rosé.
Den lyserøde drik er boomet på vildeste vis de senere år. Allermest bananas går det på terrassen foran Ruths i Skagen onsdag i uge 29, hvor der skænkes sekslitersflasker til 6.000 kroner stykket, mens ungersvendene gasser op for deres korttidsleasede Ferrarier op ude foran.
Det er ikke så meget den rosa farve, jeg har noget imod, det er fraværet af karakter. Det meste rosé laves med det formål at genere mindst muligt for at sælge mest muligt. I jagten efter at please har man fået slebet samtlige kanter af, således er den almindelige mainstreamrosé svag på både syre og tannin (garvesyre), og derfor er den en dårlig madvin. Pointen er netop, at den rosafarvede skal kunne drikkes solo på terrassen uden at lægge op til yderligere fordybning.
Teknisk set er rosé er en rødvin, lavet med meget kort – eller slet ingen – kontakt mellem druemosten og skallerne. Jeg plejer således at sammenligne vinen med et afbrudt samleje, eftersom den lyserøde drik er, hvad man får, når vinmageren ikke gør arbejdet færdigt, men så at sige står af i Roskilde.
I år har jeg ikke desto mindre forsøgt, om jeg mon ikke kunne finde bare en håndfuld roséer, som jeg godt gider drikke. Jeg indrømmer gerne, at jeg primært har søgt inden for naturvinens verden, eftersom disse producenter generelt er gode til at tænke ud af boksen og finde dybde, hvor fladland er.
Og jeg må sige, at jeg synes, at projektet er lykkedes. Vinene på disse sider med fire og en halv stjerne og fem stjerner drikker jeg gerne som aperitif på terrassen antýtime, og flere af dem også gerne som ledsagere til spicy, eksempelvis koreansk, mad. For mig er det et ekstra plus, at de i alt 21 forskellige roséer bringer os ud i stort alle kroge af den vindyrkende verden, fra Australien over Grækenland til Østrig og selvfølgelig Frankrig.
For dem, som ikke bryder sig om naturvin, kan Clos Cibonne anbefales. Roséerne herfra har, trods deres klassiske udtryk, væsentlig mere karakter end for eksempel Domaines Ott og andre Provence-producenter.

Ocarina, Les Arabesques
Roussillon, Frankrig 2021
★★★★★☆
Rosé fra Roussillon lavet på druerne cardigan, grenache og syrah fra gamle stokke med seks måneders lagring på betontank af den tidligere fotograf Saskia van der Horst. Vinen har en del kulør og en meget krydret aromatisk næse, som oser af basilikum. Rimeligt bid i munden, kunne minde om en aromatisk orangevin.
Pris: 175 kroner

Nefos, Voi
Olympus, Grækenland 2022
★★★★★☆
Græsk rosé fra Olympus-bjerget lavet på druerne xinomavro, stavroto og krassato uden tilsat svovl af Jason Ligas, som før arbejdede for Sous Le Vegetal. Den skamløst saftige sødmefulde vin er relativt dyb i farven for rosé og både dufter og smager af jordbær. Ren terrassejuice, som ryger lige ned gennem løgneren uden nogen form for modstand.
Pris: 395 kroner

Lys-rød No 32, Strohmeier
Steiermark, Østrig 2021
★★★★★☆
Østrigsk rosé fra Steiermark lavet på blauer wildbacherdruen med fire timers maceration uden tilsat svovl. Relativt dyb pink-rosa kulør. Sjov, skønt krydret næse med peber og stilke. Ganske tør og syrlig mund.
Pris: 195 kroner

Syro, Hurst
Alsace, Frankrig 2021
★★★★★☆
Dette er egentlig snyd, eftersom vinen i realiteten er lavet som en orangevin med ni dages maceration på den forbudte sylvaner au peau rouge fra Alsace, som i stil med pinot gris er en hvid drue med rosafarvede skaller. Vinen er da også mere orange end rosa og helt uklar i glasset. Næsen oser af rabarbersaft krydret med havtorn, mens munden er både fint saftig og syrlig. En super sommervin til en fornuftig pris – men rigtig rosé er det teknisk set ikke.
Pris: 175/159 kroner v. 6 fl., Vinova

Rosato, Le Coste
Lazio, Italien 2021
★★★★★☆
Seriøs rosé fra Lazio lavet på den aromatiske røde aleatico-drue med et par timers maceration og efter gæring lagret 10 måneder på fad. Vinen er ganske klar og pink i glasset med aromatisk krydrede noter a la altheabolsje og litchifrugt. Dejlig cremet mundfølelse og en anelse sødme – hænger flot sammen og er perfekt til spicy mad.
Pris: 390 kroner

Corneo, Bodega Frontio
Arribes del Duero, Spanien 2021
★★★★☆☆
Spansk rosé fra Arribes del Duero lavet på druerne Tempranillo og Puesta en Cruz af danske Thyge Benned Jensen. Gammelrosa i glasset og svagt tåget. Let reduktiv næse med ristet sesam og masser af frisk syre i munden. Glimrende køb til prisen. Fire og en halv stjerne.
Pris: 140 kroner

Super Pink, Frédéric Cossard
Rhône, Frankrig 2021
★★★★☆☆
Den kendte bourgogneproducent Frédéric Cossard laver også flere vine på druer fra Sydfrankrig, blandt andet denne rosé baseret på cinsault fra Rhône. Vinen er svalt laksefarvet og ganske lys i glasset. Vinen er let funky og ligger tæt på en hvidvin uden rød frugt og med en særdeles frisk, ascorbinagtig syre, men man genkender Cossards stil. Behagelige 11,5 %. Fire og en halv stjerne.
Pris: 210 kroner
Clos Cibonne, Côtes de Provence cru classé (Vinova)

Cuvée Prestige Caroline 2021
Pris: 325 kroner, 275 kroner v. 6 fl.
★★★★☆☆
Familien Roux har siden 1930erne holdt fast i såvel etiketdesignet som den sjældne tibourendrue. Vinene lagres desuden på egetræ, hvilket er et særsyn for rosé, som normalt aldrig ser andet end ståltanke. Stilen er klassisk provencalsk, relativt tæt på hvidvin, med en svalt laksefarvet kulør, en lækkert cremet tekstur og behersket sødme.
Cuvée Tradition 2021
Pris: 235 kroner, 195 kroner v. 6 fl.
★★★★☆☆
Den almindelige Cuvée Tradition, som lagres på store gamle neutrale fade, er relativt neutral med lette ferskennoter og relativt god syre. Cuvée Prestige Caroline er en anelse mere pink i farven, hvilket formentlig skyldes et indhold på fem procent syrah. Vinen, som er lagret på mindre, 300-liters egefade, besidder også lidt mere dybde.
Château Cibon, Cuvée Marius, 2019
★★★★★☆
Château Cibon, Cuvée Marius er imidlertid en helt anden snak. Kuløren er anderledes dyb, og det samme er den krydrede og tydeligt udviklede, let oxidative næse, som byder på interessante noter af fadlagring og petroleum. Helt sikkert testens mest interessante konventionelle rosé.
Pris: 400 kroner, 345 kroner v. 3 fl.

Hr. og Fru Henriksen rosé, Heinrich
Burgenland, Østrig 2021
★★★★☆☆
Østrigske Heinrich fra Burgenland har aftappet denne blaufränkish fra kalksten helt uden maceration specielt til det danske marked. Vinen, som er lagret på amfora, er naturagtig i udtrykket og forbavsende frisk med markant ascorbin-agtig syre. Fire og en halv stjerne.
Pris: 165 kroner

Dead Ohio Sky, Poppelvej
Adelaide, South Australia 2021
★★★★☆☆
Danske Jens og Uffe Deichmann har lavet vin i South Australia siden 2016 under navnet Poppelvej. Her er det rosé baseret på mourvedredruen. Vinen er nærmest orange i glasset med en sjov, funky næse og en fin, frisk syre. Fire og en halv stjerne.
Pris: 200 kroner

Orientale Sicula, Davide Bentivegna
Etna, Italien 2021
★★★★☆☆
Rosé fra Etna baseret på den lokale nerello mascalese-drue fra 500 meters højde macereret i hele syv dage. Relativt mørk for rosé, rød med gammel rosa skær. Tuttifruttiagtig næse og en del smag og længde i munden.
Pris: 250 kroner

La Carbonelle rosé, Catherine Bernard
Languedoc, Frankrig 2021
★★★★☆☆
Rosé fra Languedoc lavet af den tidligere journalist Catherine Bernard. Sart gammelrosa i glasset med orange reflekser. Virkelig god, frisk syre.
Pris: 250 kroner

Pietra filosofale, Achimia
Abruzza, Italien 2021
★★★★☆☆
Meget naturlig italiensk sag lavet på montepulcianodruen. Let tåget i glasset og et sted mellem orange og rosé i farven. Masser af funky vildgær i næsen og en del sødme i munden.
Pris: 215 kroner

Rosato, Massa Vecchia
Maremma, Italien 2020
★★★★☆☆
Rosé fra Maremma ved den toscanske kyst lavet på druerne malvasia nero og merlot. Decideret rød i glasset med røde noter. Lidt hed og krydret, lakrisal næse, men også juicy og sødmefuld.
Pris: 350 kroner

Leon, Domaine Fontchene
Saint-rémy-de-Provence, Frankrig 2022
★★★☆☆☆
Biodynamisk omend uhyre klassisk Provence-rosé. Sval kulør og på alle parametre ret tæt på hvidvin. Med sin gode friske syre er det sikkert en o.k. madvin, men den er et stykke fra at være ophidsende.
Pris: 150 kroner, 130 kroner v. 6 fl.

Why try so hard?, Jauma
McLaren Vale, South Australia 2021
★★★☆☆☆
Naturrosé lavet på chenin blanc, syrah og arneis uden tilsat svovl af James Erskine i McLaren Vale i Australien. Let uklar i glasset med en del farve. Let funky næse, som ikke giver så meget, men dejligt saftig mund.
Pris: 220 kroner

Rosé, Silice
Galicien, Spanien 2021
★★★☆☆☆
Rosé fra Galicien på de lokale druer Mencia, Palomino og Merenzao. Sart gammelrosa med orange reflekser. Der er lidt flødekaramel i næsen og god friskhed i munden, men den kunne bruge lidt mere karakter.
Pris: 185 kroner, 165 kroner v. 6 fl.

Dope, Claus Preisinger
Burgenland, Østrig NV
★★★☆☆☆
Let perlende rosé på blaufränkischdruen fra Burgenland i Østrig. Helt uklar med en del kulør og et gammelrosa skær. Lidt underlig aroma, men god frisk syre i munden.
Pris 225 kroner