Søren Frank: Drop det, det tjener ikke til andet end at bondefange restaurantens gæster

Der er gået inflation i antallet af retter. Selv byens billigere restauranter serverer menuer på syv retter og derover.

Søren Frank, mad- og vinredaktør på Berlingske. Thomas Lekfeldt

Dengang jeg begyndte at interessere mig for gastronomi, var en middag normalt noget med forret, hovedret og dessert. Når det gik højt, blev der skudt en gang ost ind før desserten.

En syvretters menu, den såkaldte degustationsmenu, var noget, man kun fik på de to- og trestjernede Michelin-restauranter i Frankrig og bestemt ikke normalen herhjemme. De syv retter blev typisk suppleret med snacks, amuse-bouche, en ganerenser efter fisken og petitfours til kaffen, så det var noget med at spise hele aftenen og blive så mæt, at det var mere eller mindre umuligt at sove bagefter.