Rygterne har i nogen tid talt om, at restauranten på Hotel Scheelsminde i den sydlige udkant af Aalborg med Christian Nurup bag gryderne har bevæget sig op på øverste hylde og dermed skulle være byens første realistiske bud på en stjerne i Michelinguiden.

Vi havde faktisk allerede i fjor Bühlmann, som hotellets restaurant hedder, opkaldt efter ejerfamilien, i kikkerten, men valgte i sidste øjeblik at springe på en anden restaurant i »Nordens Paris«. Til gengæld overnattede vi ved den lejlighed på det nyrenoverede Hotel Scheelsminde, hvis værelser er fine og gedigne uden at være at prangende.