Søren Frank giver fem stjerner: Her er vi helt oppe på toppen af smørrebrødspyramiden
Skynd jer til Aarhus. Her står en libaneser bag noget af Danmarks bedste smørrebrød.

Skynd jer til Aarhus. Her står en libaneser bag noget af Danmarks bedste smørrebrød.

Det har længe været tydeligt, at den libanesisk-danske kok Wassim Hallal, som er manden bag den tostjernede Michelin-restaurant Frederikshøj i Aarhus, har taget den danske smørrebrødskultur til sig. Først drev han F Høj, som var en smørrebrødsforretning i Aarhus Midtby, og nu får kokken afløb for sin rugbrødstrang på frokostrestauranten anx, der ligger i et anneks til Frederikshøj ved Marselisborg.

Man mærker straks, at man er i Michelin-land. Interiøret er gennemført og eksklusivt. Her er væsentligt mere plads mellem bordene, end man er vant til fra de traditionelle frokosthuler. Man sidder godt i smukke stole med armlæn ved lækre marmorborde. Vinglassene er af krystal, musikken er dæmpet på civiliseret vis, og betjeningen, som er Frederikshøjs adelsmærke, er fuldt ud lige så fornem her som på moderskibet.