Restauranten fik danmarkshistoriens hurtigste Michelin-stjerne – nu står den uden lejemål

Det storstilede gastrotempel på en af byens mest fornemme adresser skulle placere København på verdenskortet, men gav gennem 15 år konstant underskud. Nu er det slut.

Den gamle funkisbygning i Havnegade kommer fremover til at huse den internationale private klub SoHo House. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Studio er den restaurant i danmarkshistorien, som hurtigst er blevet tildelt en Michelin-stjerne, og i efteråret modtog restaurantens nye køkkenchef, Christoffer Sørensen, Michelin-guidens Young chef award.

Ikke desto mindre står restauranten i dag uden lejemål og er midlertidig lukket, efter at den ikoniske gamle toldbygning i Havnegade har skiftet ejer.

Restaurantkomplekset The Standard er således lukket, mens den private internationale klub Soho House har overtaget lejemålet og senere på året ventes at rykke ind efter en gennemgribende renovering.

Der var store forventninger, da den britiske Conran gruppe rykke ind i Havnegade med Custom House, men det endte i konkurs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Dermed er det slut efter en epoke på 15 år, som begyndte i 2006, da den britiske møbeldesigner og storrestauratør Terence Conran rykkede ind i den ikoniske bygning fra 1937, der ligger som en gammel funkisdamper i Inderhavnen.

Konceptet i Havnegade var Conrans fra London velkendte gastro domeet restaurantpalads kaldet Custom House med tre spisesteder, deli og bar under ét og samme tag.

Det var dengang i Nomas år 3, da København gastronomisk set dybest set stadig var en provinsby, så det vakte opsigt, at der pludselig dukkede en luksusliner med internationalt tilsnit op midt i havnen.

Bortset fra en del hype det første års tid kom projektet trods beliggenheden lige rundt om hjørnet fra Nyhavn aldrig rigtig op at flyve, og i 2013 gik Custom House konkurs. Det lykkedes forretningsmanden René Sindlev at købe grunden for bare 16 millioner kroner, mens makkerparret Adam Falbert og Jan Leth Christensen sad på bygningen.

Ind rykkede som lejer en joint venture mellem madentreprenøren Claus Meyer og jazzpianisten Niels Lan Doky. Navnet blev ændret til The Standard, der samtidig blev navnet på Niels Lan Dokys jazzklub, som ligeledes rykkede ind i et lokalerne. I det andet lokale på førstesalen åbnede Studio med Torsten Vildgaard bag gryderne, mens stueetagen blev delt af det store nordiske brasserie Almanak og indiske Verandah.

Gastronomisk set blev The Standard straks en succes, og anmelderne – inklusive undertegnede – kvitterede straks med seks stjerner til Studio. Efter bare tre måneders åbning rykkede Michelin ud med den hurtigste stjerne i danmarkshistorien.

Økonomisk set var The Standard derimod en fiasko.

»Der er jo ikke nogen af de forretninger, som har været under The Standard, der har været en økonomisk succes – tværtimod har de genereret store underskud,« siger Merete Holst, der sammen med Dorte Juhl Østergaard, har drevet The Standard de seneste år.

»Selv i 2016, hvor der i den grad var optur i restaurationsbranchen, og omsætningen var himmelsk høj, formåede man ikke at tjene penge, så det har ikke været drevet særlig smart,« vurderer Merete Holst, som i perioden fra 2008 til 2017 var administrerende direktør og partner med Claus Meyer i Meyers Kantiner.

Merete Holst er med medejer af Loca gruppen, som i dag ejer restauranterne Studio, Almanak, Mission Green samt halvdelen af Radio. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Kapitalfonden gad ikke The Standard

I 2014 blev Meyers solgt til kapitalfonden IK Investment Partners og lagt sammen med Løgismose. Den nye ejer blev imidlertid hurtigt træt af det konstante underskud i Havnegade:

»I 2017, hvor jeg stoppede hos Løgismose-Meyers, blev jeg kontaktet af Claus Meyer, som spurgte mig og min partner, om vi ikke skulle se, om vi kunne prøve at redde The Standard, som kapitalfonden ikke længere ville drive. Det resulterede i, at min partner og jeg i 2018 købte 25 procent og overtog ledelsen, mens Claus dermed havde de sidste 75 procent. Noget overraskende meddelte Claus så nogle måneder efter, at han ville helt ud af The Standard. Vi havde lagt en treårsplan for en turn around, så det var noget af en besked at få, men det måtte vi jo respektere, og Claus Meyer trådte ud af The Standard i Januar 2019,« forklarer Merete Holst:

»Vi kom meget langt med omlægningen og fik bragt et årligt underskud ned fra 15 -17 millioner kroner til et par millioner kroner – primært ved at satse på selskaber og business to business-kunder, som lagde nogle store beløb. Og så var det jo ærgerligt, at coronaen kom i 2020, hvor vi stod med 20 millioner kroner i ordrebogen og gerne skulle have gået break-even,« forklarer Merete Holst.

Imidlertid har Merete Holst og partneren Dorte Juhl Østergaard hele tiden vidst, at  lejekontrakten i sin daværende form under alle omstændigheder ville udløbe i 2021, fordi der lå en særlig servitut i kontrakten, hvorefter René Sindlev kunne kræve at overtage bygningen kvit og frit.

Solgt for 84 millioner

»Vi vidste, at der lå en udfordring i 2021 med huslejen, men vi var overbevist om at vi ville finde en løsning. Det endte dog med en stadig større gordisk knude,« husker Merete Holst.

René Sindlev ønskede ikke at fortsætte som ejer af den gamle toldbygning og satte huset til salg for et beløb på 95 millioner kroner.

»Vi ville gerne blive i huset, og skulle vi prøve at byde på det, skulle vi have en medinvestor, idet vi ikke selv kunne stable den nødvendige kapital på benene. Da det kom frem, at huset skulle sælges så dyrt, kunne vi ikke se, hvordan vi skulle kunne få businesscasen til at hænge sammen,« forklarer Merete Holst.

Det endte med, at Adam Falbert købte bygningen tilbage af René Sindlev for 84 millioner, med Soho House som lejer.

»Jeg må tage hatten af for, at Falbert har købt huset tilbage, og at han så har fundet en lejer. Det er rigtig godt for huset og byen, at der nu kommer nogle ejere og lejere, som har pengene til at få det gjort lækkert. For sådan som huset er blevet forsømt gennem tiden, vil der blive brugt oceaner af penge ud over de 84 millioner, det allerede har kostet,« siger Merete Holst.

15 år med underskud trods gastronomisk succes og en beliggenhed midt i havnen. Hvordan kan det hænge sammen?

»Det er et godt spørgsmål, men det er ikke et sted, folk kender, og på nær om sommeren er det jo ikke en adresse, man bare lige kommer forbi. Og så har det været et dyrt sted at sidde, så der skulle omsættes meget,« siger Merete Holst.

Studios nye køkkenchef Christoffer Sørensen modtog i efteråret 2021 Michelin guidens Young Chef Award. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Studio uden tag over hovedet

Som skrevet betyder de nye ejerforhold i Havnegade, at Locagruppen, som Merete Holst og Dorte Juhl Østergaard nu kalder deres restauranter – Studio, Almanak og Mission Green – i dag står uden lejemål:

»Med hensyn til Studio er vi dialog med tre locations. Det ligger os meget på sinde at få det afklaret, så hurtigt vi kan, så vi kan holde holdet i gang, men det skal være rigtigt og hænge sammen økonomisk,« siger Merete Holst, som stadig har Studios faste stab på seks mand på lønningslisten.

»Det bliver efter samme devise med det nordiske køkken, og ambitionen er helt klart at få en stjerne, hvor lang tid vi så end skal bruge på det,« siger Merete Holst. Studio mistede sin stjerne for et par år siden efter flere udskiftninger på køkkenchefposten.

Med hensyn til Almanak har restauranten netop åbnet en filial i Operaen, som i dag serverer a la carte – også for gæster, der ikke har løst billet til operaen. Det er ligeledes planen at finde et lejemål til den almindelige Almanak-restaurant, men det bliver formentlig først en gang efter sommerferien.

Også genåbningen af den tredje restaurant, Mission Green, ligger længere ude i fremtiden.