Noma presset til at tage myrerne af menuen

Noma dropper ifølge Fødevarestyrelsen myrerne, fordi restauranten ikke kan leve op til EU-direktiv om novel food.

Forleden kunne vi bringe nyheden om, at restaurant Geranium tager kødet af menuen, og nu viser det sig, at også Noma skærer ned på på proteinerne.

Verdens bedste restaurant ifølge World’s 50 Best Restaurants har ifølge en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen fjernet myrerne fra en af retterne på restaurantens aktuelle menu.

Det vakte stor opstandelse i 2012, da Noma begyndte at servere myrer og i forbindelse med en madanmeldelse til Berlingske serverede dem levende for undertegnede.

Sagen udløste den såkaldte »myregate« på Christiansborg, da Dennis Flydtkjær fra det dyrevenlige Dansk Folkeparti stillede ministerspørgsmål om det forsvarlige i at have levende dyr på menuen.

Denne gang handler myremiseren om, at fødevarer, der ikke har været konsumeret i nævneværdigt omfang i EU før 15. maj 1997, ifølge et EU-direktiv om »novel food« skal risikovurderes og godkendes inden markedsføring i EU. Det skal sikre, at forbrugerne ikke udsættes for sundhedsmæssig risiko.

I kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen hedder det:

»Virksomheden opbevarer træmyrer på frost. Ved gennemgang af menuen er det konstateret, at virksomheden serverer træmyrer som en del af en ret. Virksomheden oplyser, at de samler træmyrer i naturen og er bekendt med art og kan oplyse om sted, hvor der samles træmyrer. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Vi fjerner myrerne fra menuen fra i aften,« står der i rapporten, som også understreger, at man allerede ved forrige besøg havde vejledt Noma om regler for novel food samt brug af EU novel food katalog på FVST.dk.

Her kan du se rapporten:

Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Noma.