Siden 1876 har sultne og tørstige søulke (m/k/turister) kunne få sig en sild og en dram i den høje kælder på Nyhavns skyggeside, der rummer Restaurant Gilleleje.
På væggen hænger blandt andet et tigerskind fra 1911. Det er blot en af mange eksotiske souvenirs, der pryder væggene i restauranten. De eksotiske genstande fungerede indimellem som betaling fra sømænd, der kom hjem fra langfart uden kontanter på lommen, men trængte helt umanerligt til en snaps og en sild efter at have sejlet verdenshavene tynde.
Den unikke historiske arv er Restaurant Gillelejes velsignelse, men også stedets forbandelse. Mere om det senere, men først skal vi omkring det væsentligste: Hvordan er maden?

Maden den er god. Nøgleordene er friskhed, enkelthed og høj råvarekvalitet.
Øludvalget er ikke overvældende, men der var blandt andet fire forskellige øl på fad fra Svaneke Bryghus. Min ledsager fik en pilsner fra det bornholmske bryggeri. Den er relativt bitter af en pilsner at være, meget humlet, og »håndholdt« i smagen. En rigtig god, lidt kantet allround-øl. Jeg fik Svanekes IPA, som selv for en IPA var meget mørk og bitter, med let karamel. Den var en tand for overdøvende til fisk, men optimal til kødserveringer.
Den opmærksomme og fleksible tjener ankom med vores sild, der passende for årstiden blev serveret på juleplatter.
Jeg fik stedets signatursild, Gillelejes Kryddersild. Den store, flotte tøndemodnede sild var marineret i cognac og jordbær med æble/selleri-creme. En lidt esoterisk marinade, der dog gav et ret vellykket og sart smagsindtryk, der intet skjulte, og dermed tydeligt eksponerede sildens gode kvalitet og perfekte bid.
Min ledager fik en marineret sild med karrysalat. Igen var der fokus på den gode filet. Karrysalaten var mild, nogle ville måske finde den en anelse fersk. Jeg fandt dog serveringen, som et samlet hele, både delikat og frisk.
Begge sild var anrettet på nybagt, let og velsmagende rugbrød af høj kvalitet.

Til sild hører snaps, og Gillelejes udvalg er ganske omfattende. Desuden kan de alle fås både varme eller kolde, alt efter ens personlige reference.
Min ledsager fik sig en snaps fra Braunstein med enebær. Sød, let gin og nok mest en vintersnaps, der går bedst til kød. Jeg fik en klar snaps med smæld i fra Hr. Skov på dild. Den grappa-agtige brændevin havde friske, grønne noter, skarphed og fungerede fint til sildens fedme.
Frisk dusk
Uden unødig ventetid ankom anden omgang smørrebrød til bordet. Jeg fik tynde skiver af mørt, saftigt velbraiseret oksebryst med gode, syrlige pickles. Helt enkelt og veltilberedt, bortset fra en anelse undersaltning. Det hele var toppet med friskhøvlet peberrod og en lækker »dusk«, af friske urter og let bitter frisésalat, som er et meget velkomment alternativ til de appelsinskiver og vandende tomatbåde, man ofte ser på de mere traditionelle steder.

Min ledsager havde klogeligt bestilt pandestegt rødspætte. Den gavmilde anretning, der heller ikke var i den helt billige ende (134 kroner), bestod af to fileter perfekt stegt i smør, der gav overfladen en nødet smag og let karamelisering, mens det hvide kød var saftigt og pivfrisk. Remouladen var skarp, med god syre og virkede hjemmelavet.

Den effektive tjener tog vores tallerkener ud, og vi blev enige om, at vi godt lige kunne presse stedets gammeldags æblekage ned. Den var præcis, som den skulle være. God sød-syrlig æblekompot, friskpisket flødeskum, lette makroner og en lind gelé på jordbær. Min farmor ville have skrabet skålen.
Spildt potentiale
På Restaurant Gilleleje er der ingen unødvendigheder på tallerken. Maden er enkel, frisk, og klassisk uden at være fimset.
Alligevel var oplevelsen ikke helt oppe og støde. Det skyldtes først og fremmest ærgrelsen over, at når man træder ind i Restaurant Gilleleje, så kan man næsten ikke aflæse stedets spændende og unikke historie.

Man sidder på stole, der ligner noget fra en shawarmabar i Glostrup. Lokalet er opdateret med grov og umusikalsk hånd, med kliniske sænkede lofter og hvide gulve, der gav det hele en aura af kommunalt festlokale. Ambiancen er røget ud sammen med de gamle gulvbrædder. Bortset fra enkelte borde lavet af gamle skibsplanker og de fine souvenirs på væggen, var der ikke noget, der indikerede, at dette var Nyhavns ældste spisested. Ærgerligt for et sted med så fin en københavnerstamtavle. Det kunne have været klasse, men minder mere om kitsch.
Maden var dog indiskutabelt af fin kvalitet og betjeningen fornem. Vi ender på fire små stjerner. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad noget antikt tapet, et trægulv og et par pæne stole ville gøre for stedet.
Restaurant Gilleleje
Nyhavn 10
1051 Kbh. K.



