Der er en helt essentiel ting, som intet fylder i debatten om det, vi spiser - og det er vi nødt til at tale om

Kulturkommentar: Det, vi spiser, har en afgørende rolle i forhold til klimaforandringerne. Der er dog en helt essentiel ting, som nærmest intet fylder i debatten om det, vi spiser, som vi er nødt til at inkludere i samtalen, skriver litteraturredaktør og madanmelder, Søren Jacobsen Damm.

Der er ingen tvivl om, at oksekød koster på klimaregnskabet, så vi bør alle overveje at skære ned, men til gengæld spise kød af en langt højere kvalitet, skriver Søren Jacobsen Damm. Arkivfoto: Her ses udskæringen »Cote de Boeuf«. Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Klimaet er under forandring, og det vil have voldsomme konsekvenser de næste århundreder.

En af de vigtigste komponenter i kampen for klimaet er vores fødevarer. Produktionen af særligt oksekød har målbare konsekvenser for det globale klima. Indtaget af oksekød er et af de områder, hvor ændrede forbrugsvaner gør en reel forskel.