Alchemist nr. 1 på europæisk rangliste over de bedste restauranter

Danmark og ikke mindst København dominerer international liste over de bedste spisesteder i Europa – også de billige.

Rasmus Munk og hans restaurant Alchemist ligger i toppen af årets europæiske rangliste fra Opinionated About Dining. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rasmus Munks restaurant Alchemist på Refshalevej rykker en plads op på Opinionated About Dinings (OAD) europæiske rangliste for restauranter.

Dermed passerer Alchemist sidste års vinder, den trestjernede (Michelin) restaurant Frantzén i Stockholm, og er altså nu nummer ét i Europa ifølge OAD.

Noma, som jo ellers plejer at være den danske spydspids på de internationale restaurantlister, skal man helt ned på ellevteplads for at finde, en enkelt plads bag Geranium, som er nummer ti på OAD’s »Europe Top restaurants« liste i år.

OAD startede egentlig som amerikaneren Steve Plotnickis egen private madblog. I 2007 udsendte Plotnicki imidlertid for første gang en spørgeskemaundersøgelse blandt sine medbloggere og foodievenner i hele verden om, hvilke restauranter de mente var de bedste. Det udviklede sig siden til en decideret restaurantrangliste, som i dag ved knopskydning er blevet til hele 11 lister:

København på de tre første pladser

Således finder man Søllerød Kro på en 40.-plads på »Europe Classical«, mens København sidder tungt på »Europe Cheap Eats«-listen, hvor man finder Møller Kaffe & Køkken på Nørrebro på førstepladsen, mens bagerierne Hart og Juno ligger på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Alle kan stemme til OADs lister ved at lade sig registrere på hjemmesiden. Listerne opgøres normalt på baggrund af over 100.000 anmeldelser fra mere end 5.000 mennesker, men i realiteten er det en snæver gruppe på omkring 100 personer, som er mest aktive og har den største indflydelse. Mekanikken på OAD er så snedigt skruet sammen, at rapportørernes stemme vægtes efter antallet og vigtigheden af indberetningerne.

På hjemmesiden er der således opført en rangliste over stemmeberettigede, som typisk er mennesker, der under normale omstændigheder spiser omkring 100 »tunge« måltider årligt fordelt over hele kloden. Her finder man Plotnicki selv på andenpladsen, mens japaneren Takefumi Hamada fra Tokyo topper listen. Eneste skandinaviske bidrag i top-100 er p.t. den i København bosatte norske blogger Anders Husa på en 44.-plads.

Manden bag Run DMC

OAD-ejeren Steve Plotnicki har sine penge fra musikindustrien. Han er manden, som opdagede Run DMC, et af de allerstørste navne i den tidlige hiphop i 1980erne, som havde et megahit med deres coverversion af Aerosmiths »Walk this way«. Plotnicki solgte sit pladeselskab, Profile Records, i 1998 og har tilsyneladende levet udmærket siden med lejlighed på Park Avenue og 100 årlige rejsedage.

Plotnicki har aldrig lagt skjul på, at han ikke er ubetinget Noma-fan, og at han generelt sætter mere pris på den mere polerede svenske tilgang til det nordiske køkken, som man finder i Stockholm:

»Det danske køkken får en utrolig opmærksomhed for tiden, men jeg tror ikke, at det er mad for alle. Jeg tror, at mange føler, at de danske restauranter er for hårde, smagene er hårdere, ingredienserne er hårde. Når du får fem retter med hø i træk – jeg ved godt, at jeg overdriver lidt her – så bliver det trættende,« som Plotnicki sagde til Berlingske for et par år siden, før Alchemist indtog scenen.

»Det svenske køkken derimod er blødere og mere forfinet. Her kan du se, at maden er nordisk, uden at de ligefrem slår dig i ansigtet med det,« som Plotnicki sagde til Berlingske ved den lejlighed.