Se billedet: Danske fans i smuk hyldest til Lars Høgh

 

De danske fans havde masser at glæde sig over, da Danmark uden problemer bankede Gibraltar med hele 6-0 i EM-kvalifikationen.

Parken var som altid prydet af rød-hvide farver og en tifo til at støtte hele Danmarks drenge fredag aften. Men undervejs i opgøret blev der også fremvist en hyldest til en helt særlig person.

Det danske landsholds målmandstræner, Lars Høgh, der igen er blevet ramt af kræft, får nemlig fuld opbakning fra de mange danske fans.

'Go' bedring, Høgh - Vi er med dig hele vejen,' stod der således på et banner på fansektionen rettet mod den tidligere målmand.

Det var i slutningen af oktober, at Lars Høgh i interview med Go' Aften Live på TV 2 fortalte, at kræften var vendt tilbage.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg det faktisk godt. Men lægerne siger noget andet. Jeg har fået et tilbagefald,« fortalte han.

Lars Høgh blev ramt af kræft i 2018 og var igennem en stor operation i november, da han havde fået konstateret en tumor i bugspytkirtlen.

I starten af september fik han så beskeden om, at kræften var brudt tilbage -  igen i bugspytkirtlen, mens kræften også har ramt et andet sted.

Lars Høgh er derfor igen i kemobehandling, der tager hårdt på kræfterne.

Det er dog ikke noget, der har slået ham ud.

Han har således tidligere fortalt, hvordan han har fortsat sit arbejde i både Brøndby og DBU og forsøger at leve sit liv så normalt som muligt på trods af sygdommen.

Lars Høgh vendte efter sit første sygdomsforløb tilbage til arbejdet på landsholdet i maj efter sin operation og kemobehandling.