Dolberg indrømmer: Det her var et stort problem

Kasper Dolberg går lidt under radaren for tiden i Danmark, men på sin egen stille og rolige facon er han ved at spille en ganske fortræffelig sæson for Ajax.

Ni mål i 16 kampe i Æresdivisionen og mere og mere spilletid er status for den 21-årige landsholdsangriber. Selvtilliden er stigende, men på et tidspunkt var der ikke meget af den.

Der var kun tvivl og en anelse frygt.

»I begyndelsen handlede det bare om alle de små detaljer som førsteberøringen og bare det at sparke igen i bund og grund. For det er en form for ny start,« siger Kasper Dolberg til Ajax’ tv-kanal og uddyber, hvad den nye start omhandler.

»Jeg blev skadet ved at sparke, så det tog tid for mig at komme til at sparke igen, for jeg var bange for, at det skulle ske igen. Det sidder selvfølgelig i hovedet og er noget mentalt. Det lå hele tiden i baghovedet, at det var sådan, det skete, og jeg ønskede ikke, at det skulle ske igen.«

Kasper Dolberg var altså bange for det, som han normalt gør bedst. Og den frygt skulle overvindes. Men det kom ikke bare for den ene dag til den anden. I starten forsøgte den blonde bomber nemlig helt at glemme alt om den proces, som det også er at vende tilbage fra en skade.

»Det tager tid, selvom jeg ikke rigtig ville indrømme det overfor mig selv. I mit hoved skulle jeg bare tilbage og spille, som jeg gjorde før min skade. Sådan fungerer det ikke, og det tog noget tid for mig at acceptere - og bare fokusere på de små ting. De små detaljer, der skaber det større billede. Det begyndte jeg at gøre, og det gør jeg stadig. Alle de små ting skal på plads, før det ser godt ud,« siger Kasper Dolberg.

Han har også mærket til de forventninger, som rammer ham fra fans og fodboldeksperter i det hollandske. Forventninger, som Dolberg selv har bygget op.

»Jeg tror, at de taler om min første sæson her, som var en god sæson for mig personligt og også for holdet. Jeg vil tilbage på det niveau, og det er svært at svare på, hvordan jeg skal nå derhen. Og jeg fokuserer heller ikke på, at jeg skal tilbage på det niveau. Det handler mere om, hvor jeg er nu og forbedre det.