Agent arrangerede forsvundne Emiliano Salas fly: Afslører sms-beskeder

 

Det var fodboldagenten Willie McKay, der stod for at arrangere det fly, der havde forsvundne Emiliano Sala ombord.

Og han fortæller til BBC, at flyet blev booket gennem den erfarne pilot David Henderson.

Flyet forsvandt fra radaren mandag aften under en tur fra Nantes, hvor Emiliano Sala var for at sige farvel til sine holdkammerater. Slutdestinationen var Cardiff, hvor Salas nye hverdag som spiller i Cardiff City skulle til at begynde. Men han nåede aldrig frem, og torsdag blev det meldt ud, at eftersøgningen er indstillet, ligesom det blev gjort klart af myndighederne, at der nu er tale om en bjærningsaktion og ikke en redningsaktion efter flystyrtet.

Hverken Emiliano Sala eller flyets pilot, David Ibbotson, er blevet fundet.

Og hvordan det endte med at blive netop Ibbotson, der styrede flyet, vides ikke. Den 60-årige pilot bliver i disse dage undersøgt, da han ifølge flere britiske medier havde en privat flylicens men ikke en kommerciel.

Willie McKay fortæller til BBC, at han stod for at arrangere selve flyveturen, men han havde intet at gøre med hverken flytype eller piloten.

»I forhold til bookingen af fly, kontaktede vi David Henderson, der har fløjet os (Willie McKay og sønnerne Mark og Jack, red.) og vores spillere rundt til utallige steder i Europa. Vi havde intet at gøre med valget af fly eller pilot, og vi ønsker at gøre det klart, at vi ikke ejede det fly, Emiliano var ombord på,« siger Willie McKay i en udtalelse ifølge The Guardian.

Willie McKay har derudover offentliggjort en sms-korrespondace mellem Jack McKay, hans søn der spiller for Cardiff, og den forsvundne fodboldspiller. I beskederne fremgår det, at Emiliano Sala blev tilbudt at tage et privatfly fra Cardiff til Nantes med retur til Wales to dage senere.

I beskederne, som ITV har offentliggjort, ses det, at Emiliano Sala spørger, hvor meget et fly vil koste.

'Ikke noget. Han siger, at hvis du hjælper mig med at score flere mål, er det gratis,' skriver Jack McKay hvortil Emiliano Sala svarer 'Hahaha med glæde'.

Og selve korrespondancen har Willie McKay kommenteret kort på.

»Som beskederne viser, blev Emiliano ikke bedt om at betale for flyet,« siger Willie McKay om korrespondancen, der fandt sted fredag aften i sidste uge. Få dage inden både flyet, Emiliano Sala og David Ibbotson forsvandt. McKay fortæller desuden, at skulle Emiliano Sala have taget et almindeligt passagerfly fra et flyselskab, skulle han have fløjet via Amsterdam for at komme til Nantes.

Den 28-årige argentiner havde netop underskrevet en tre et halvt år lang kontrakt med Premier League-klubben Cardiff, som betalte rekordprisen 130 millioner kroner.

Tidligere på ugen skrev flere argentinske medier, ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Sala havde kontaktet flere af sine venner fra flyet i en gruppesamtale og fortalte om problemer ombord på flyet og sin egen frygt for at styrte ned.

Familien håber fortsat, at Sala bliver fundet i live, og at eftersøgningen bliver genoptaget.

»Vær sød ikke at give op på eftersøgningen af min bror. Jeg ved i hjertet, at Emiliano er en fighter, og jeg ved, at han fortsat er i live. Vær sød ikke at stop,« siger søsteren Romina Sala ifølge The Guardian.