Willem Dafoe perfekt til Trier

Willem Dafoe stjæler billedet, når han dukker op på filmlærredet. Læs interviewet med stjernen i Lars von Triers kontroversielle »Antichrist«.

Willem Dafoe Fold sammen
Læs mere
Foto: Jean-Paul Pelissier/Scanpix

Den amerikanske filmstjerne Willem Dafoe lagde man først rigtig mærke til som fronthærdet feltsvin i Oliver Stones Vietnam-film »Platoon« fra 1986.

En flok vildfarne amerikanske soldater er på mission i junglen, og når den sidste helikopter ud af et baghold, mens Dafoe, der dækker tilbagetoget, ofres spektakulært i en regn af kugler.

Derefter spoler vi frem til David Lynch’ gennembrudsfilm »Vilde hjerter« fra 1990, hvor Dafoe i en birolle som forkrøblet småskurk stjæler al opmærksomheden fra hovedrolleindehaveren Nicholas Cage. Det sker med replikken »Mit navn er Bobby Peru – ligesom landet« og et smil, der på et splitsekund fortæller os, at Bobby Peru har en fortid, man ikke har lyst til at høre om, og en fremtid, man gør klogt i ikke at blive en del af.

Skuespillere er ikke deres roller, men når de gør så meget indtryk som den fysisk markante Willem Dafoe, kan det være en overraskelse at møde dem in persona. Som nu med Willem Dafoe på et svalt strandhotel uden for Cannes.

Den 54-årige skuespiller viser sig at være lille og spinkel, uden de veltrænede overarme han rækker mod himlen i en fortvivlende gestus i »Platoon«.

Hans smil varsler heller ikke katastrofer og pludselig død som i »Vilde hjerter«, men understreger hans opmærksomt lyttende facon, når han skal forsøge at dechifrere et ubehjælpsomt spørgsmål, eller når han tager brodden af sine mildt ironiske svar. Dafoes markante ansigtsprofil, der ligner efterveerne af en lige venstre og en brækket kæbe, er furet af alderens linjer, men der er flest af dem omkring øjnene, hvor de smiler med.

Den amerikanske skuespiller har den ene af de to bærende hovedroller i Lars von Triers aktuelle »Antichrist«, og mens den franske Charlotte Gainsbourg gør en ihærdig og imponerende indsats, er det Dafoe, der giver filmen krop, alvor og dybde. Det er svært at forestille sig en anden amerikansk skuespiller, der havde passet bedre ind i Lars von Triers knortede mareridt af en film.

Selvom Willem Dafoe har givet mængder af halvdårlige amerikanske film kunstigt åndedræt med sin blotte tilstedeværelse, har han tillige kastet sig uforfærdet ind i svære europæiske og asiatiske film. Hans seneste film inden »Antichrist« var en hovedrolle i den græske instruktørlegende Theodoros Angelopoulos »The Dust of Time«, der fik anmelderne til at synke skuffet sammen ved filmfestivalen i Berlin i februar.

Ikke at deres dom generer skuespilleren.

»Jeg har lavet film, som blev fiaskoer, men som jeg selv holder af, fordi jeg havde en god oplevelse, mens jeg lavede dem. Og nogle gange møder jeg mennesker, der holder af film, som ret beset er mislykkede,« siger Willem Dafoe, der af samme grund ikke ønsker at udpege favoritter blandt sine egne roller.

I LARS VON TRIERS FILM spiller Dafoe en unavngiven psykoterapeut, der forsøger at heale sin kones depression, efter at deres barn er omkommet ved et fald fra et vindue. I løbet af handlingen skifter publikums opfattelse af ham fra tillid til hans terapeutiske projekt til en foruroligende tvivl om hans sande intentioner.

Willem Dafoe beskriver sit arbejde som at lægge krop til instruktørens indre vision, og da han blev spurgt, om han ville være med i Lars von Triers film, tøvede han ikke.

»Lars von Trier forsøger ikke bare at være smart, når han siger, at han laver de her film for sig selv. Han mener det, og jeg respekterer ham for det, fordi det er præcis det samme, jeg ønsker at gøre. Som skuespiller er jeg ikke ligeglad med publikum, men jeg kan ikke tænke på publikum, mens jeg laver mit arbejde. Jeg ønsker først og fremmest at forme mig, så jeg passer ind i den film, instruktøren vil lave. Jeg leder ikke efter film, som underbygger mit image,« siger Willem Dafoe.

Lars von Trier har fortalt hele verdenspressen, at han begyndte på »Antichrist« som en slags terapi. Men har Dafoe selv brugt skuespillet på samme måde?

»Jeg har heldigvis aldrig haft et sammenbrud, som det Lars har været igennem, så det har ikke været nødvendigt. En af grundene til, at jeg kan lide at arbejde med skuespil er, at jeg godt kan lide mig selv, mens jeg gør det. Jeg kan lide, hvordan jeg tænker, og hvordan jeg føler, mens jeg arbejder. Så det er måske en slags terapi, men ikke forstået på den måde, at jeg leder efter særlige opgaver, der kan løse bestemte problemer i mit liv. Det er snarere bare sådan mit liv er, når jeg har det bedst,« siger Willem Dafoe.

Willem Dafoe har prøvet at være med i meget forskellige typer film – fra »Den engelske patient« over »Antichrist« til de brogede Spiderman-film, hvor han giver den hele armen som grøn superskurk. Men er han nogensinde bange for at stå i en situation, hvor han pludselig har prøvet det hele som skuespiller?

»Jeg er ikke længere bekymret for at få opgaver, men det kan godt bekymre mig, om jeg kan blive ved med at møde interessante filmskabere. Jeg begyndte som skuespiller på teatret, fordi jeg godt kan lide de mennesker, der beskæftiger sig med det. Jeg forestillede mig ikke i begyndelsen, at det kunne være en karriere. Så det bekymrer mig, om jeg kan fortsætte med at møde interessante filmskabere. Jeg er bekymret for, om det gode selskab forsvinder,« siger Willem Dafoe, der i modsætning til sin medskuespiller er parat til at gentage samarbejdet med Lars von Trier, hvornår det skal være.

Ved den officielle premiere på »Antichrist« var der scener, hvis indhold ikke skal afsløres her, men som fik flere tilskuere til at besvime. Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen indrømmede bagefter over for Berlingske Tidende, at det gibbede i ham, da han så, filmen ligefrem havde gjort så stort indtryk, at folk måtte lægges i NATO-stilling. Men hvordan har den tænksomme Willem Dafoe det egentlig med den del af »Antichrist«-cirkusset?

»Det føltes interessant. En del af mig er nemlig ret ansvarsløs. Som skuespiller kan man ikke tænke for meget på, hvilken effekt bestemte scener har på publikum. Man må investere sig selv. Men at der er grusomhed i filmen er ikke en tilfældighed – den er en vigtig del og forbundet til hele historien. Jeg føler med Lars von Trier og forstår hans afvisning af at analysere sin egen film. Man skal stole på sine instinkter, så sker der interessante ting i dit liv.«