Stjerner og religionstosser

Både biroller og hovedroller i »Salvation Boulevard« spilles af særdeles kendte skuespillere, så det kan undre at komedien udkommer direkte på dvd.

Den selvfede evangelist Daniel Day (Pierce Brosnan) kommer ved et uheld til at skyde en ateist (Ed Harris). Han forsøger at få skudt skylden på en af kirkens trofaste støtter Carl (Greg Kinnear), der har fundet lykken i religionen med sin hustru (Jennifer Conelly) efter en ungdom med rockmusik og stoffer. I baggrunden lurer ungdomskæresten (Marisa Tomei) og en mystisk mand, der har skygget pastoren og som dermed ligger inde med beviset på, at Carl er uskyldig. Der er en del muntre scener i »Salvation Boulevard«, der godt kan redde en hverdagsaften foran fjernsynet. Skuespillerne slår sig løs med både velvalgte og rammende skudsalver mod de religionstossede, der suppleres af en stribe gratis og mere billige skud fra hoften. Når filmen ikke kom op i biografen trods de store navne, skyldes det formentlig, at der på trods af det muntre lag, man havner i, mangler skarphed og fokus i satiren.