Sveden perler dem på panden, og frygten lyser ud af deres øjne. Ikke så sært, for ganske vist er de soldater og svært bevæbnede, men de befinder sig i en kampvogn, som er kørt fast et sted i fjendeland, og de aner hverken, hvor de er, eller hvad de skal gøre.
Vi befinder os i 1982, hvor Israel invaderer Libanon for at udradere PLO-styrkerne i landet, og vi befinder os gennem hele filmen hos den fire mand store besætning i bemeldte kampvogn. De skændes med hinanden, for angsten gør dem pirrelige, og gennem køretøjets periskop betragter de chokeret ruinerne og ligene af civile, som den af Ariel Sharon ledede invasion fører til. Her er tale om fire usikre og ikke spor skydegale unge mænd, der farer vild et farligt sted og bare gerne vil hjem.
Det er klart, at Samuel Maoz' israelske film er beslægtet med hans landsmand Ari Folmans »Waltz with Bashir«, men allermest ligner den Kevin Reynolds' amerikanske »The Beast of War« (1988) om den desperate besætning i en russisk kampvogn, der under den sovjetiske invasion af Afghanistan kører fast og kommer under beskydning i skræmmende omgivelser. Præcis det samme sker i »Libanon«, som dermed er lige ved at ligne et plagiat.
Total troværdighed
Det betyder dog langtfra, at Samuel Maoz har lavet en dårlig film. Tværtimod gribes man voldsomt af den dirrende intense stemning i kampvognen, der på et tidspunkt får en syrisk krigsfange om bord og i øvrigt modtager ordre om at samarbejde med kristne libanesiske falangister af den slags, som foranstaltede massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Shatila.
Eksplicit er dette ingen politisk film, og den fælder ingen domme. Men indirekte er den klart kritisk over for invasionen - selv om de stridende parter er lige brutale - og det tjener Israel til ære, at en film som denne ikke bliver forbudt af en eller anden censur.
Formelt er her tale om et klaustrofobisk kammerspil, og de unge medvirkende er alle fremragende. Troværdigheden er total, og »Libanon« er rystende, gribende og uforglemmelig.
