Hver tidsalder har sine egne filmatiseringer af de mest kulørte – nogle vil sige vigtigste – historier fra Det Gamle Testamente i Bibelen. På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at vi nu får en ny udgave af historien om Noas ark. Filmen er dog langt fra uforglemmelig, selv om der er en del flotte scenerier at kigge på undervejs.
Vi kender alle sammen beretningen om, hvordan Gud var blevet utilfreds med menneskeheden ikke så mange generationer efter, at han skabte Adam og Eva i paradisets have. Menneskene var gennemgående blevet for syndige og for onde, og det var ikke lige efter den oprindelige plan.
Derfor ville »skaberen« gerne have lov til at begynde forfra og bad den solide og gudfrygtige Noa om sammen med sin familie at bygge en ark, hvor de sammen med alle verdens dyr skulle redde sig fra en gigantisk syndflod. Alle undtagen dem, som kom med i arken, ville dø. En temmelig radikal løsning.
Eventyret, myten eller den religiøse fortælling – man kan kalde det, hvad man vil alt efter temperament og tro – er spektakulær, og den har da også været filmatiseret før. Blandt andet af John Huston i 1966.
Den aktuelle udgave af Darren Aronofsky går nye veje. Noa er ikke nogen hyggeonkel, men til gengæld meget dedikeret til det job, han har fået af Gud. I en grad så han kommer til at tvivle på, »at menneskene kan lære at blive gode«. Han overvejer i stedet, om han skal slå sin egen familie ihjel.
Replikkerne klinger utroværdigt
Det menneskelige drama er desværre ikke særligt fængende. Crowe har talent for at sige sine ord med vægt og troværdighed, men når konfrontationerne i familien hober sig op, mens mange store beslutninger skal tages næsten på samme tid, klinger replikkerne og dramatikken utroværdigt. Mellem overvejelserne får vi samtidig krasse og uelegante billeder af Adam, Eva, æblet og slangen i paradiset sat ind som mareridtssyner. Det tangerer dårlig smag.
Darren Aronofsky har både lavet nyklassikere som »Requiem for a Dream«, »The Black Swan« og »The Wrestler«, men han har også skudt helt ved siden af med »The Fountain«.
Det ville være let at argumentere for, at troende vil se »Noa« som et mesterværk, og ikke-troende vil se den som et makværk. Sådan er det ikke. Derfor er et spørgsmål så banalt som, hvordan Gud vil undgå indavl, nu da han kun sender én familie ud i fremtiden, heller ikke rimeligt.
Man må tage filmen som et eventyr, men det svinger ikke særligt konsekvent.Instruktøren afprøver naturligvis hele arsenalet af visuelle effekter, som vi kan mønstre i 2014. Det går ikke altid godt. Den store firkantede ark på havet er godt nok et imponerende fartøj, men flokkene af computeranimerede dyr vises unuanceret. Ikke ret mange af dyrene ligner dem, vi kender i dag, og de bevæger sig i anonyme flokke, så der mangler i den grad tekstur i dyreafdelingen.
Filmen kan nok ikke hidse ret mange op her i Danmark, men den bliver stor i det amerikanske bibelbælte som en art familieunderholdning med de helt rigtige værdier. Nu med bæredygtig genbrugsvinkel som virker mest tåkrummende i scenen, hvor Noa beder et af sine børn om ikke at plukke en lille blomst. »Vi plukker kun det absolut nødvendige«.
Om det er rimeligt at lade sig plukke for små 100 kroner i en biograf for knap to og en halv bibeltime, når man kan læse originalen på godt ti minutter, må hver enkelt selv vurdere.
Hvad: »Noa«.
Hvem: Instruktør: Darren Aronofsky. Medvirkende: Russell Crowe, Jennifer Connelly, Anthony Hopkins, Emma Watson, Ray Winstone.
Hvor: Premiere over hele landet.
