Ron Fricke har haft en tradition for at være med til at lave kalejdoskopiske verdensrundture med et strejf af snarlig undergang over sig, siden den Francis Coppola-producerede »Koyaanisqatsi« fra 1982, hvor han stod bag kameraet. Andre kan måske huske »Baraka« fra 1992 om religiøse ritualer. Hans billedmontager er dog også sært opløftende, fordi han understreger den skønhed, vi har her på jorden.
De fleste andre filmskabere vinkler deres emner mere stramt end Fricke. Der er lavet hele film om folk, der sorterer skrald på store lossepladser, og der er lavet film og mange af de andre ting, som »Samsara« byder på lige fra meget naturtro robotter i Japan til Grauballe-manden, der gud hjælpe mig også bliver plads til her. »Samsara« betyder »det evigt drejende livshjul«, og den titel lever syv kvarters tur jordkloden rundt meget godt op til.
Visse sammenstillinger viser tydeligt en form for advarsel om, at vi er ved at køre samlebåndsproduktionen for hårdt, når billeder fra de store japanske og kinesiske fabrikker i rappe og maskinelt musiske montager stilles over for vores vilde indkøbsvaner. Men da »Samsara« er ordløs, lades man for det meste i ro og fred med konklusionerne, og det er rart. Filmen er mere humanistisk end politisk. Alle scener er ualmindeligt flot fanget, og Fricke har et godt blik for både farverne og bevægelsen i billederne.
Én gang i livet
Dokumentarfilmens vigtigste ærinde er at bringe tilskueren derhen, hvor vi selv har svært ved at komme, og på den led lever »Samsara« til fulde op til formålet. Man fornemmer, at stederne er nøje udvalgt, og man mærker, at der er sorteret unødvendige scener fra. Alt det gør Frickes film til noget særligt. Noget man kun ser én gang i ens liv. Derfor bør man unde sig en tur i biografen uden ord og Hollywood-stjerner i onsdag aften, hvilket der er mulighed for i 50 biografer over hele landet. Billederne i bredformat balsamerer sjælen, og der vil være rigtig meget at tale om bagefter, både når det gælder form og indhold.
