Gyserfilmen »It Follows« har siden verdenspremieren på filmfestivalen i Cannes sidste år fået et ry som det nye sort indenfor gyserfilmgenren. Lad mig slå fast med det samme, at lige netop den svære filmgenre ikke sådan lige er til at revolutionere med en enkelt film. »It Follows« er på indholdssiden fyldt med ligeså meget nonsens, som de fleste andre gyserfilm, men den er pakket intelligent og realistisk ind, og bliver derfor til en helstøbt og ret uhyggelig oplevelse, som fans af genren vil elske. Andre vil være mere ligeglade.
Filmens præmis er en blanding af det sædvanlige plot i teenage slasher film, hvor unge kvinder der dyrker sex bliver myrdet på stribe og så et intelligent lån fra zombiefilmgenren. Jay (Maika Monroe) bliver offer for en forbandelse, der kun kan overføres seksuelt. Da hun går i seng med den nye kæreste Hugh, viser det sig, at han kun gør det for at komme af med en temmelig udefineret ondskab, der forfølger ham. Ondskaben tager typisk en tilfældig form som en af hans venner, der næsten ligeså langsomt som en af George Romeros zombier viser sig i horisonten langsom gående hen imod ham med det formål at slå ham ihjel. Det onde er kun synligt for den der har forbandelsen. For vennerne er truslen usynlig.
Som offer for forbandelsen kan Jay nu blot sidde ude i det åbne og vente på ondskaben, der i øvrigt aldrig bliver forklaret yderligere. Et enkelt spørgsmål som for eksempel »hvorfor« kan få de fleste gyserfilms logik til at falde sammen og det kan det også i tilfældet »It Follows«, så hvis man vil gyse frydefuldt i biografsædet, må man glemme den slags logisk tænkning. Den langsomt snigende og lettere uigennemskuelige uhygge er til gengæld godt udtænkt, når det gælder om at skabe stribevis af uventede og uhyggelige situationer. Ligesom det er let at smide ekstra spænding ind ved siden af, for hvem af Jays to drengevenner er modig nok til at gå i seng med hende og påtage sig det tunge ansvar at frigøre hende for forbandelsen?
Et mareridt som man ikke kan slippe ud af
Filmen skal ses som et mareridt af den slags, man ikke kan slippe ud af, og vi er godt hjulpet af instruktørens strenge sans for realisme udenom de ganske få effekter, der bruges. Der er simpelthen basiskvalitet i filmens look og stil i stedet for platte blodsprøjt ud typiske ophobninger af effekter eller grovbrug af enkelte gimmicks.
Ved siden af realismen betyder synthesizer lydsiden af Richard Vreeland også meget for sammenhængen. Udtrykket ligger et sted mellem Giorgio Moroders glidende elektroniske lyduniverser fra slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne, som man husker det fra for eksempel »The Warriors«. Med klare hilsner til John Carpenters underspillede og yderst effektfulde hjemmebryggede lydlandskaber fra 1970erne som for eksempel i »Maskernes nat«. Uanset om Vreeland styrer sin lyd op i de mere svulstige rundgange eller han holder den diskret nede, er synthezisersovsen det som holder »It Follows« varm.
David Robert Mitchell giver sammenlagt et sobert og gennemarbejdet bud på, hvordan man stadig kan gøre en gyserfilm attraktiv og han beviser, at man som debuterende instruktør i genren ikke behøver skrue op og splatte ud for at gøre indtryk.
Hvad: »It Follows«.
Hvem: Instruktør: David Robert Mitchell. Medvirkende: Maika Monroe, Keir Gilchrist, Daniel Zovatto.
Hvor: Premiere over hele landet.
