Det er altid en fornøjelse at se et nyt talent folde sig ud, og den vigtigste attraktion i »Morning Glory« er canadiske Rachel McAdams, der er med i næsten hver eneste scene uden nogensinde at virke forpustet. Indtagende og imponerende.
På den anden side driver filmen rovdrift på den unge skuespillerindes evne til at være sød, sjov, forfjamsket, målbevidst og jublende. Det er lige ved at være for meget af det gode, men afbalanceres dog i nogen grad af, at den generelt ret sure Harrison Ford her spiller den sureste af alle mænd og således sørger for, at filmen ikke drukner i lutter sirup.
Rachel McAdams er den ambitiøse TV-producer Becky Fuller, der fra New Jersey hentes ind til New York for at puste liv i et døende morgenprogram. Ingen tror på, at det er muligt, men Becky giver aldrig op og synes selv, at hun har gjort et kup, da hun får knyttet den berømte veteranjournalist Mike Pomeroy til udsendelsen - problemet er bare, at han er en udbrændt misantrop og skal være studievært sammen med den også temmelig vanskelige Colleen Peck, som han ikke kan fordrage. Og vice versa.
Hun spilles veloplagt af Diane Keaton, og både hun og Ford er rigtig gode som egoister fyldt med nykker. Men det er den vævre Rachel McAdams, der skal bære filmen, og det gør hun med sprudlende energi og uden frygt for at virke fjollet.
Problemet er, at en spillefilm jo helst skal have en handling, og på det punkt er »Morning Glory« svag. Den lægger fint nok ud i et højt tempo, men da den forsøger at holde det hele filmen igennem, kommer den til at minde om en mand, som forsøger at sprinte gennem et maratonløb. Eller snarere et hækkeløb med handlingens mange floskler som de hække, der skal hoppes over, for filmen klarer sig ved at klamre sig til klassiske klicheer.
Se den for McAdams' skyld og lidt for Harrison Fords. Eller lad trygt være.
