En Focker som familiefar

Film. Efter ti år og to børn er tiden i familien Focker kommet til at stille spørgsmålet: Er Greg Focker (Ben Stiller) klar til at blive familiens patriark og derved overtage tronen efter sin svigerfar, Jack Byrnes (Robert de Niro)? For efter at have været hinandens fjender i først »Meet the Parents« (2000) og haft familiefejde mellem de to hold svigerforældre i »Meet the Fockers« (2004), står kampen igen mellem Greg og hans eks-CIA-agent af en svigerfar. Der er færre platheder og lidt mere familiedrama i »Little Fockers«, men selv om det klæder filmen, virker konceptet træt. Vittighederne er slidte, og især de Niro minder om en parodi på sig selv - med tilhørende grimasser. Det gør det til en film, man lettere udmattet og overbærende smiler ad en gang hver halve time og ret beset egentlig hellere ville være foruden.