»Peter, vil du ikke med op og kneppe?« spørger en af soldaterkammeraterne vor ungersvend, da de er kommet i sikkerhed på en kro, hvor der er indtil flere letlevende fruentimmere. »De døde knepper ikke,« svarer Peter (Jens Sætter-Lassen). Han er tydeligt mærket efter nærdødsoplevelsen med en flok blodtørstige husarer.

Jo, krigens skygger er trukket hen over personerne i femte afsnit af Ole Bornedals TV-serie »1864«, der løb over skærmen søndag aften. Hvilket både fortælleren Inge (Marie Tourell Søderberg) og den aldrende Severin (Bent Mejding), som i 2014 udlægger begivenhederne for teenagerebellen Claudia (Sarah Sofie Boussnina), ikke undlader at gøre opmærksom på. Gentagne gange.

For krig og action eller ej – det overtydelige, »ost-med-ost-på« i Bornedals drama er blevet en fast følgesvend (»Resten af krigen forblev Peter hård og formørket,« lyder det for eksempel fra Inges sufflørkasse).

Samtidig har et metafysisk og spirituelt element for alvor gjort sit indtog i serien, hvor det desværre er tydeligt, at Bornedal absolut ikke tilstræber nogen stringent realisme.

Peters bror, Laust (Jakob Oftebro), er eksempelvis i næsten telepatisk kontakt med Inge, mens han bliver transporteret på en båre gennem den dalende sne: »Laust, du må ikke dø, jeg er på vej til dig,« messer Inge.

I København kæmper en uligevægtig Monrad (Nicolas Bro) med at fastholde kontrollen over begivenhederne og ender med at rave rundt på sit skrivebord, mens blod flyder ned ad vinduerne og danner det danske flag. Og bag fjendens linjer formår den mystiske Johan (Søren Malling) både at få et fremtidssyn og hypnotisere en gruppe preussiske soldater, så han og hans kammerater kan tage tyskernes uniformer på og komme i sikkerhed. Dét havde vi godt nok ikke set komme!

Sammenstød af dimensioner

Bornedal synes i det hele taget at dyrke en form for »genreclash«, hvor stilarter og tilgange mikses. Her er magisk realisme og en spiritualitet, som kendes fra asiatiske film. Her er actionscener i krydsfeltet mellem tarantinosk selvbevidsthed og horrorfilmens gore. Her er Shakespeare-inspireret magtdrama med litterære og teatralske under- og overtoner. Her er monteret langsommelighed a la Terrence Malick. Uimodståeligt eller ujævnt? Vi hælder bestemt til det sidste!

I hvert fald er »1864« stadig bedst i de ligefremme, handlingsmættede sekvenser, hvor vi følger soldaterkammeraterne. Starten af femte afsnit – såvel tilbagetoget fra Dannevirke som strejfergruppens opgør med husarerne, hvis leder, når det kommer til både udseende og ondskabsfuld diktion, er overorken i Peter Jacksons »Hobbitten«-film værdig – har en intensitet, der næsten, men også kun næsten, udraderer Inges og Severins konstante afbrud og regibemærkninger.

Ligeledes grufuld i al sin filmiske skønhed er de afsluttende billeder af haubitsernes nådesløse bombardement af de danske skanser. Mens resten – Inge, der rejser sydpå med sigøjnerne, de Meza (Søren Sætter-Lassen), som bliver sat fra bestillingen, tyskerne, der lægger planer, og Claudia og Severin, som sniksnakker i 2014 – føles jævnt kedsommeligt og uengagerende i alt sit bombastiske »mashup«. Femte afsnit af »1864« lægger sig derfor – på godt og ondt – i forlængelse af de fire foregående.

Hvad: »1864«. Femte afsnit.

Hvem: Instruktion og manuskript: Ole Bornedal. Medvirkende: Jens Sætter-Lassen, Jakob Oftebro, Nicolas Bro, Søren Malling m.fl.

Hvor: DR1, søndag aften.