Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

1864 er fremragende historieformidling

Sven Thorgaard, pastor emer., cand.phil. og fhv. højskoleforstander Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som mangeårig folkeoplyser i ikke mindst historie vil jeg sige, at Ole Bornedals »1864« er fremragende historieformidling. Det kan ikke gøres bedre.

Skal man fange menneskers (unge og ældre) opmærksomhed, skal man netop knytte an til disses nutid. I de historiske annaler kan man læse sig til »wie es eigentlich gewesen«, hvordan det egentlig har været.

Det var den tyske historiker Leopold von Ranke (1795-1886, grundlæggeren af moderne kildebaseret historieforskning, (herhjemme Erslev) der formulerede det sådan.

Men en anden tysk filosof og historiker, Wilhem Dilthey, 1833-1911), tilføjede, at man også skulle »fühle sich in die Geschichte hinein«, føle sig ind i historien. Og det er jo just, hvad Bornedal har gjort. Han har forstået at knytte fortiden sammen med nutiden på en sådan måde, at enhver kan forstå, at fortiden vedrører os, kan bevæge vore følelser, kan få os til at græde, kan få os til at begribe, at mennesket stort set ikke har forandret sig – her siden 1864.

Samtidig tillader han sig at understrege, at det dengang som nu er de jævne, almindelige ufærdige unge mennesker, som man sender i krig for en eller anden sag. Han tillader sig at gøre opmærksom på, at al krig er noget svineri og dybt menneskefjendsk.

1864 er et værdifuldt bidrag til danmarkshistorien også derved, at vi får at se magtens mænd på nært hold, nok begavede, men også ubehjælpsomme i den såkaldte europæiske virkelighed.

Denne var i 1864, efter stormen på Dybbøl-skanserne 18. april, at vi nok kunne få en ny grænse til Tyskland noget sydligere end Kongeåen. Men vores nej på Londonkonferencen betød, at vi så måtte sejle vores egen sø.

Og det også med hensyn til Skandinavismen. Magtens mænd satte fejlagtigt deres lid til militær støtte fra Sverige-Norge. Skandinavismen var en romantisk (læs: uden jordforbindelse) bevægelse ført an af københavnske akademikere, studenter og det såkaldte borgerskab, der mente, at de nordiske lande havde et fælles grundlag, sprogligt og kulturelt. Mest kendt er vel mødet med ca. 500 svenske og norske studenter i Christianborgs Ridehus 1845 med højstemte taler om det nordiske fællesskab.

Men der blev i 1864-krigen ikke tale om direkte svensk-norsk (i personalunion til 1905) statslig militær støtte, dog deltog frivillige i krigen på dansk side.

En stor tak til Ole Bornedal for hans mod til ikke bare at vise os »wie es eigentlich gewesen«, men også til at få os til at føle historien, om end vi måtte græde.