»Jeg glæder mig til, at skolen begynder igen. Det er et halvt år siden, vi blev sendt hjem nu. Det er for lang tid. Jeg savner et normalt liv, at mødes med mine skolekammerater. Jeg savner hverdagen.
Der vil helt sikkert være nogen, som bliver smittet, når vi samles så mange på ét sted igen, og jeg kan godt forstå, at folk er bekymrede. Det er jeg også. Ikke for mig selv, men for at jeg skal smitte min familie eller nogen, der er gamle eller har sygdomme i forvejen. Men vi bliver nødt til at løbe risikoen.
Vi har været i karantæne så lang tid uden at få rigtig undervisning. Online er slet ikke det samme. Vi har brug for at sidde overfor lærerne, at kunne se dem i øjnene, tale med dem og spørge. Ellers glemmer vi alt det, vi har lært.
Derfor kan jeg heller ikke holde ud at tænke på, hvordan det ville være, hvis skolen bliver nødt til at lukke, og vi kommer i karantæne igen. Jeg vil hellere tænke på, at jeg nu får hverdagen tilbage.
Meget forskelligt fra Danmark
Min familie er dansk, men jeg er født i Spanien, og for syv år siden flyttede vi herned igen efter at have boet en periode i Danmark.
Vi bor i Sitges, der ligger en halv time fra Barcelona. Det er en lille by, der har havet til den ene side og bjergene til den anden.
Jeg kan rigtig godt lide byen, den er smuk. Men jeg ville ønske, at de byggede en stor fodboldbane eller noget for de unge i stedet for så mange nye huse og lejligheder.
Da vi flyttede herned, begyndte jeg i det, som svarer til første klasse. Jeg faldt meget hurtigt til og fik nye venner. Nu skal jeg starte på andet år i »el instituto«, det svarer til syvende klasse.
Der er hele tiden rigtig mange lektier og eksamener. Det er meget forskelligt fra Danmark, hvor det er mere frit, og hvor der er mange projekter, efter hvad mine fætre fortæller.
Men jeg kan rigtig godt lide at gå der. Det er fedt.
Fra puslespil til videospil
Karantænen begyndte med, at de en dag kom ind i klassen og fortalte, at vi skulle sendes hjem i to uger. Men den blev hele tiden forlænget. I syv uger måtte vi ikke engang gå ned på gaden. Og skolen kom aldrig i gang igen, før vi fik sommerferie.
Jeg startede med at lave en lang liste over ting, jeg ville lave under karantænen. For eksempel lægge et meget stort puslespil, vi har. Lære en ny sang på klaveret, tegne, læse bøger og så videre.
Vi lavede en masse ting sammen i familien og skiftedes til at træne hinanden. Min lillesøster Sofia, som er 11 år, underviste os i yoga og kickboxing. Jeg lavede nogle fysiske øvelser, som vi bruger til fodbold.
En aften holdt vi fest i fint tøj med masser af lækker mad, bingo og diskotek med musikken på fuldt knald – bare for at holde humøret oppe.
Men efter et stykke tid blev det svært. Jeg kunne ikke finde på mere at lave, og til sidst sad jeg og spillede videospil hele tiden.
Ingen online og bunker af lektier
Samtidig fungerede fjernundervisningen virkelig dårligt. I stedet for online-klasser, hvor læreren kunne forklare tingene, selvom det var via et kamera, sendte de os hver uge en mail med alt det, vi skulle lave. Og vi skulle lave rigtig meget hver eneste dag.
Det var meningen, at man kunne lave det på en time. Men jeg brugte tre, fordi jeg gerne ville gøre det ordentligt. Til sidst blev jeg træt af det og droppede det i de sidste uger inden ferien.
Den eneste kontakt var via mail, når vi afleverede en opgave, og det er alt for lidt. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke kunne finde ud af at lave nogle digitale møder. Det ville have været meget bedre end bare at give enormt mange lektier for.
Men det bedste er at være i skolen, også fordi man kan hygge sig og lave sjov med kammeraterne. Derfor bliver det virkelig hårdt, hvis der kommer en ny karantæne.
De unges ansvar
For et stykke tid siden var coronavirussen ved at forsvinde her i Spanien, men nu er den kommet tilbage, og det er nok rigtigt, at de unge har skylden for mange af de nye udbrud.
De samler sig i for store grupper. Det gør jeg også nogle gange selv. Men nogen gør det hver eneste dag. Og så er der en, der ikke har nogen symptomer, men som har virussen, og som så smitter alle de andre. Det sker rigtig meget, tror jeg.
Men det er jo en del af de unges hverdag. Jeg har altid lyst til at se mine venner. Det er vigtigt for mig at mødes og have det sjovt.
Jeg tror også, at Spanien var rigtig dårligt forberedt, da virussen kom. I hvert fald i sammenligning med Danmark, hvor hospitalerne og plejehjemmene var klar til at tage sig af de gamle og syge, som var blevet smittet. I Spanien var der ikke plads til dem alle sammen, og så var der mange, som døde.
»Vi skal nok klare det«
Vi har lige været på ferie i Danmark, og det var helt anderledes.
Her i Spanien skal vi have mundbind på hele tiden, når vi går ud, også i skolen. I Danmark havde jeg det kun på en enkelt gang i løbet af næsten en måned, da vi var på Bakken.
Det var virkelig rart, og jeg vænnede mig helt af med det. Da jeg kom tilbage, og skulle til at gå med mundbind igen, kunne jeg næsten ikke trække vejret. Men jeg forstår selvfølgelig godt, at det er nødvendigt, fordi her er så meget smitte.
Når det handler om coronavirussen, ville jeg nok hellere være i Danmark – også fordi min familie er der.
Men jeg kan bedre lide at bo her. Jeg er født i Spanien og har boet her det meste af mit liv. Vejret er bedre, jeg har mine venner og er vant til, hvordan tingene er hernede.
Jeg kunne slet ikke forestille mig at bo i Danmark. Jo, måske engang når jeg bliver voksen, men ikke lige nu. Heller ikke, selvom de er bedre til at holde styr på coronavirussen.
Under alle omstændigheder skal vi nok klare det, hvis bare vi husker at tage mundbind på og overholder forholdsreglerne.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
