Vi gik hen til busstationen, fortsatte videre ned mod Ciutadella-parken og cruisede så tilbage op gennem de smalle og labyrintiske gader i Barcelonas centrale Born-kvarter.
En kort spadseretur – 1,7 km eller 3.032 skridt, ifølge mobilen – der under normale omstændigheder ville være banal hverdag, men som efter syv uger underlagt en af Europas strengeste karantæner lignede et eventyr. Syntes i hvert fald jeg.
Dagen forinden havde den spanske regering endelig lempet på et totalt udgangsforbud for børn, og min 11-årige søn var for første gang siden midten af marts uden for en dør.
Men da jeg spurgte, om det ikke var fantastisk igen at være ude i det fri, kiggede han på mig med et lettere opgivende, præpubertært blik.
Næh, det var ikke noget særligt. Så lang tid var syv uger jo heller ikke. Desuden havde han det fint hjemme i lejligheden og med en dagligdag, der på mange måder var mere behagelig end den normale, travle trummerum.
Han kunne sove længe og behøvede ikke haste afsted i myldretidens overfyldte busser for at nå frem til sin skole, der ligger i den anden ende af Barcelona.
Lektierne og fjernundervisningen kunne klares på et par timer. Og han slap ikke kun for lange skoledage men også for den triste mad i kantinen.
Kammeraterne savnede han naturligvis, men de kunne jo »mødes« i »Minecraft« eller andre parallelle gameruniverser. Dagligt, vel at mærke, og ikke kun i weekenderne, som vores husregler normalt dikterer.
Ja, faktisk måtte karantænen gerne fortsætte – om ikke for evigt så i hvert fald et godt stykke tid endnu.
Klar besked fra en 11-årig og en smule bekymrende, syntes jeg umiddelbart. Men en hurtig rundspørge blandt venner og bekendte viste, at min søn langtfra er alene om trives fint med, hvad der ellers ligner en urimelig frihedsberøvelse.
De store børn får noget godt ud af situationen
Som Berlingske tidligere har beskrevet, lider småbørnsfamilier i Barcelona såvel som i Istanbul hårdt under nogle landes indespærring af de yngste i kampen mod coronavirusepidemien. Men store børn og teenagere er, i hvert fald i min vennekreds, gode til at få det bedste ud af situationen.
Der bliver gamet og rå-chattet via diverse sociale medier, men også læst flere bøger end normalt. Idrætsklubber og andre udbydere af fritidsaktiviteter har fået organiseret sig digitalt, og der bliver trænet alt fra fodbold over kickboksning og karate til franske verber.
Et vennepar med to store teenagepiger melder om bageprojekter og solbadning på balkonen. Den ældste på 17 er bekymret for, om hun kan komme til at rejse og studere i udlandet, som hun drømmer om. Men også for hende hjælper det at vide, at alle er i samme båd.
Desuden, og ikke mindst, tager vi forældre os oftere sammen til at spille »Uno« og »Matador« eller finde en TV-serie, som hele familien gider se sammen.
Der findes i sagens natur endnu ikke nogen videnskabelige undersøgelser af, hvordan den lange karantæne og suspenderede skolegang, der formentlig først kommer i gang igen til september, påvirker de spanske børn og unge.
Børnene tilpasser sig situationen
Men Timanfaya Hernández, der leder en psykologpraksis i Madrid, bekræfter, at langt de fleste børn og unge, som hun og kollegerne har kendskab til, tilpasser sig den usædvanlige situation uden problemer og ofte med en vis tilfredshed.
Der findes naturligvis tilfælde, hvor det er angsten for smitte eller en depression, som ligger bag lysten til at blive hjemme. Men det hænger som regel sammen med en mere generel apati – også indendøre, understreger psykologen.
»Også mange voksne har nydt den pause, vi pludselig blev tvunget til at tage fra vores måske ikke altid lige hensigtsmæssige rutiner. Der har været mere tid til familien og lystbetonede gøremål,« siger Timanfaya Hernández og fortsætter:
»Mange har overhovedet ikke lyst til at vende tilbage til deres gamle rutiner, nu hvor samfundet begynder at åbne op igen. Børnene siger det bare uden omsvøb, ligesom din søn.«
Det er den ene side af sagen. Den anden er, at børn og unge anno 2020 står langt bedre rustet til at klare karantænen end tidligere generationer.
I hvert er det ikke rart at forestille sig en lignende situation, da jeg selv var 11 år i 1970erne – spærret inde i et midtjysk parcelhus uden fodbold i frikvartererne og krontaput med de andre unger på gaden efter skoletid.
»Spaceinvaders« var knap nok opfundet dengang og fandtes kun på grillbarerne. Telefoner var forbeholdt de voksne. TV for børn blev sendt i særdeles afmålte portioner. Også bøger ville det have været svært at få fingre i, når man ikke kunne gå på biblioteket.
Set i det lys er det på sin vis held i uheld, at pandemien, og med den karantænen, har ramt os nu og ikke for blot 15-20 år siden.
»Vi ser det ofte som et problem, at børn og unge rører sig for lidt, fordi de er så meget online. Men i denne situation har de allerede redskaberne til holde kontakt og undgå at føle sig isoleret,« siger Timanfaya Hernández og tilføjer:
»Ret beset har vi voksne måttet lære at bruge deres redskaber for at få vores egen tilværelse til at hænge sammen. Var det her sket i 1990erne eller bare 00erne, havde det været umuligt for de fleste af os at arbejde hjemmefra.«
Når det alt sammen er sagt, er indespærring på længere sigt naturligvis usundt for såvel børn som voksnes mentale helbred. Min søn indrømmer da også, at han begynder at savne et par gode venner, som han ikke møder online.
Men når vi – forhåbentlig snart – igen kan begynde at færdes nogenlunde frit på skoler, kontorer og i det offentlige rum, er det vigtigt ikke at glemme karantænens gode rutiner, formaner Timanfaya Hernández.
Det bliver svært at holde fast i morgengymnastikken og den daglige snak, mens vi tager lidt eftermiddagssol på altanen. Den 11-årige vil næppe heller gide vade rundt i byen med sin far med uden andet formål end netop det.
Men den voksende læselyst og danskundervisningen vil jeg kæmpe for at holde i gang. Så min søn, når vi måske engang igen får lov at besøge familien i Danmark, kan sige en smule andet og mere end sit sædvanlige »tak for mad«.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
