Hvis mundbind er et vidundermiddel mod smittespredning, burde Spanien være stort set coronavirus-frit. Et krav om at bære dem overalt i det offentlige rum blev allerede først i juli indført de fleste steder i landet, og det overholdes samvittighedsfuldt.
Men hvis spanierne er uofficielle europamestre i mundbind, hvorfor fører de så også an i smittespredningen på kontinentet? Har kritikerne ret, når de hævder, at effekten af det stadig mere udbredte værnemiddel på ingen måde opvejer generne?
At beredskabet mod pandemiens frygtede anden bølge ikke fungerer efter hensigten er under alle omstændigheder en kendsgerning.
Siden Spaniens nødretstilstand blev ophævet 21. juni, er godt 113.000 personer blevet testet positiv. Og mens det ugentlige antal nye smittede omkring midsommer begrænsede sig til cirka 250 er det nu oppe på 4.600 personer.
Spanien bevægede sig allerede først på måneden ind i den røde farezone for ukontrolleret smittespredning. Siden er situationen blevet endnu mere alarmerende.
Det hører med til historien, at Catalonien, der som den første region gjorde mundbind obligatoriske, de seneste uger har formået at vende en bekymrende udvikling. Samt at situationen i den hårdt ramte naboregion Aragón har stabiliseret sig.
Men en voldsom stigning i antallet af smittede andre steder i landet, ikke mindst i Madrid-området, betyder, at tallene på landsplan fortsat og i hurtigt tempo bevæger sig den forkerte vej.
Venner og familie kan også smitte
Ignacio Rosell, der er ekspert i folkesundhed og rådgiver for regionalregeringen i Castilla y León, er frustreret over den også for fagfolk overraskende negative udvikling.
Forklaringen er kompleks, men når det handler om den manglende effekt af maskepåbuddet, har han et par kvalificerede bud. For lige så gode spanierne er til at huske mundbindet, når de forlader hjemmet, ligeså »flinke« er de til at tage det af igen i en række potentielt farlige situationer.
»Hovedparten af de nye smittekæder opstår ved sammenkomster med familie og venner. Men det er, som om spanierne tror, de ikke kan blive smittet af deres nærmeste. Selv om de ikke bor sammen til daglig, bliver der kysset og krammet løs uden beskyttelse,« siger Ignacio Rosell til Berlingske.
Maskerne har det også med at falde på visse arbejdspladser såsom slagterier og i forbindelse med høstarbejde, hvor de ansatte skal have noget fra hånden og samtidig ofte bor tæt sammen i midlertidig indkvartering.
Nattelivet er, som andre steder i Europa, et vigtigt arnested for nye kæder, der ofte tæller mange smittede. Og først i begyndelsen af denne uge blev diskoteker og natbarer lukket ned på landsplan.
Men det er ikke kun de unge, der slækker på forholdsreglerne, når de går ud. Også ældre borgere »udnytter« undtagelsen fra maskepåbuddet, når de skal spise og drikke.
Fortovscafeer som helle
»Når folk sætter sig på en fortovscafé eller restaurant, tager de straks mundbindet af. Så sidder de der tæt på en masse andre mennesker uden beskyttelse, selv om der måske går en halv time, inden de har fået serveret deres øl og tapas,« siger Ignacio Rosell og tilføjer:
»Det bliver opfattet som en slags helle, men er ret beset en situation, der er langt farligere end at gå rundt på gaden uden maske.«
Spørgsmålet er, om det på den baggrund ville give mere mening – og være mere effektivt – med mere fleksible regler: At koncentrere indsatsen om de oplagte risikosituationer fremfor at tvinge spanierne til at bruge maske, selv når de færdes i mennesketomme områder.
Benito Almirante, der leder afdelingen for infektionssygdomme på universitetshospitalet Vall d'Hebron i Barcelona, var blandt de få fagfolk, som offentligt luftede sin skepsis, da maskepåbuddet i begyndelsen af juli blev indført.
Der er, har han flere gange slået fast, intet videnskabeligt bevis for, at det skulle have nogen gavnlig effekt at gå med mundbind på åben gade. Tiden synes at have givet ham ret. Alligevel mener infektionslægen ikke, at der bør ændres på reglerne.
Pædagogisk effekt
»Selvom maskerne i et udendørsmiljø yder begrænset beskyttelse, er påbuddet med til at øge forståelsen for, at de er nødvendige indendøre, hvor risikoen er større,« skriver Benito Almirante i en e-mail til Berlingske og fortsætter:
»Jeg foretrækker normalt anbefalinger fremfor påbud. Men jeg har forståelse for, at man under en pandemi med så mange smittede og døde er nødt til at tage midler i brug, uden de er afprøvet efter videnskabelige normer.«
Spaniens stigende smittetal skyldes – hinsides debatten om maskernes effektivitet – en række andre forhold, mener Benito Almirante. Eksempelvis kulturelle faktorer som forkærligheden for socialt samvær.
Og når Spanien nu klarer sig markant dårligere end nabolande som Frankrig og især Italien, skyldes det ifølge Benito Almirante, at ressourcerne til at opspore kontakter og kortlægge smittekæder er »klart utilstrækkelige«.
Dansk maskepåbud er »fuldstændig afgørende«
Andre eksperter peger på en forhastet genåbning af samfundet som den afgørende forskel i forhold til Italien, hvor man ikke mindst er gået langt forsigtigere frem med nattelivet.
»Af frygt for økonomisk kollaps satte man gang i turismen og øgede mobiliteten. Samtidig fik snakken om en 'ny normalitet' folk at sænke paraderne. I en sundhedskrise af disse dimensioner kan man ikke både blæse og have mel i munden,« siger genforskeren Salvador Macip til avisen La Vanguardia.
Ignacio Rosell er enig. Så meget desto mere haster det med genskabe respekten for de grundlæggende regler om håndhygiejne og afstand inden september, hvor sommerferien slutter og skoleåret begynder.
I den forbindelse spiller også mundbind – trods deres begrænsninger og den falske sikkerhed, de nogle gange kan indgyde – en vigtig rolle, mener folkesundhedseksperten.
I hvert fald er han ikke et øjeblik i tvivl om, at de danske myndigheder gør det helt rigtige, når de fra på lørdag indfører maskepåbud i den offentlige transport:
»Det er fuldstændig afgørende. Samtidig er det vigtigt at opretholde eller helst øge frekvensen af tog og busser, så passagererne kan holde afstand.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
