Ægtefæller kan som bekendt finde på at gøre de modbydeligste ting mod hinanden, når de går hver til sit. Men det er alligevel svært at forestille sig noget mere tarveligt end at stjæle sin mands reserveglasøje, inden man stikker af med den journalist, der er i gang med at skrive en biografi om ham.
Mange franskmænd vil mene, at manden sikkert havde fortjent både det og lidt til. For Pierrette Lalanne – som »glasøjetyven« hedder – var på gerningstidspunktet gift med den mest kontroversielle og forkætrede politiker i Frankrigs nyere historie.
Det er da også lidt af en bedrift, at hun – i hvert fald for en tid – formåede at indtage positionen som det sorte får i en familie, hvor store egoer og bitre konflikter skiller medlemmerne på kryds og på tværs af som minimum tre generationer.
Vi taler naturligvis om klanen, der gennem et halvt århundrede har regeret det højrenationale Frankrig – anført først af papy Jean-Marie og senere hans yngste datter med Lalanne, den nuværende leder af Rassemblement National, Marine Le Pen.
Breaking bad
Født ind i en velhavende sydvestfransk familie i 1935 nåede Pierrette Lalanne en karriere som model og et ægteskab med en impresario, inden hun som 25-årig giftede sig med Jean-Marie Le Pen.
Han var allerede på det tidspunkt medlem af Nationalforsamlingen for et mindre borgerligt parti, men det var med dannelsen af Front National i 1972, at Le Pen blev en samlede figur på ikke blot Frankrigs, men hele Europas yderste højrefløj.
I mellemtiden havde de fået tre døtre – Marie Caroline, Yann og lille Marion Anne Perrine, der er bedre kendt under kælenavnet Marine.
Lalanne var formentlig allerede på det tidspunkt godt træt af rollen som opofrende husmor, mens manden brugte familiens lystslot »Montretout« lidt uden for Paris som en forlængelse af partihovedkvarteret. I hvert fald bad hun allerede i 1972 om skilsmisse, uden at det blev til noget.
Så meget desto nådesløst gik det for sig, da hun 12 år senere fulgte sin lyst og lod hånt om ikke blot moderinstinkt, men også – ifølge hendes yngste datter – enhver form for anstændighed.
Mandschauvinist med blottertendenser
Da journalisten Jean Marcilly i 1984 blev hyret til at skrive en hyldestbiografi om Jean-Marie Le Pen, flyttede han for at lette arbejdet ind i »Montretout«, hvilket førte til en lige lovlig grundig research af opdragsgiverens hustru.
Kort efter stak de to som nævnt af sammen, og hverken ægtemanden eller døtrene hørte så meget som et ord fra Lalanne igennem adskillige måneder. En hård tid for især 16-årige Marine, der både var vred på sin mor og savnede hende. Men det skulle blive meget værre.
Året efter gik Jean-Marie Le Pen sejrrigt ud af parrets skilsmisse. Lalanne mistede forældreretten og blev dømt til at betale sagens omkostninger. Det blev startskuddet til en årelang krig udkæmpet i medierne, der er grundigt beskrevet i Marine Le Pen-biografien »Une bobo chez les fachos«.
Front National-lederen blev blandt andet beskyldt for at være en brutal mandschauvinist. Lalanne antydede også pædofile blottertendenser og fortalte, hvordan hendes eksmand elskede, når døtrene så ham i bad.
Nøgen mutter med kost og spand
Le Pen holdt sig sin natur tro heller ikke tilbage. Ekskonen burde finde sig et job i stedet for at klage over sit manglende hustrubidrag, fastslog han blandt andet og foreslog hende sarkastisk at gøre karriere som rengøringsdame. En hån, der førte til et lavpunkt i modbydelighederne.
I juni 1987 kunne den franske udgave af Playboy offentliggøre en fotoserie under overskriften: »Nøgen madame Le Pen gør rent, værsgo, den Herre«.
Billederne af en letpåklædt Lalanne i gang med kost og spand er ikke måske direkte pornografiske, men meget lidt er overladt til fantasien. Og serien, der 33 år senere fortsat forfølger Le Pen-familien, fik døtrene til definitivt at slå hånden af moderen.
»Vi mistede vores mor, da hun rejste for tre år siden. I dag, efter disse billeder, kan vi ikke længere betragte hende som vores mor, hvilket er værre end at miste hende helt,« forklarede den på det tidspunkt 18-årige Marine Le Pen til Paris Match og tilføjede uden nåde:
»En mor skal være som en hemmelig have, ikke en offentlig losseplads.«
Outede døtres seksuelle debut
Hvis »lossepladsen« var påvirket af sin yngste datters hårde dom, lod hun sig i første omgang ikke mærke med noget. Heller ikke selvom Marine privat lod Lalanne forstå, at hun ville foretrække, hvis moderen var død – »så kunne jeg i det mindste sørge over det«.
I stedet fortsatte mediekrigen nogle år endnu og flere gange med døtrene som collateral damage – utilsigtede ofre. Eksempelvis da Lalanne – ikke uden grund, viste det sig senere – beskyldte Le Pen for antisemitisme. To af døtrene havde ironisk nok fået taget deres mødom af jøder, forklarede moderen ublufærdigt.
Der skulle gå 15 lange år, før døtrene tilgav deres mor. Hvorefter det oven i købet lykkedes at få forældrene til om ikke ligefrem at slutte fred så i hvert fald at indgå en ikkeangrebspagt.
Familieidyllen blev dog relativt kortvarig. Nogle år senere smed Marine Le Pen faderen ud af det parti, han selv havde stiftet, og siden har Rassemblement National-lederens niece, Marion Maréchal, vendt mosteren ryggen for at opbygge sin egen politiske platform. Men det er en anden historie.
Et glasøje for en urne
Tilbage står spørgsmålet om, hvad der blev af Jean-Marie Le Pens reserveglasøje. Ifølge Olivier Beaumont, forfatter til bogen »Dans l'enfer de Montretout« (»I Montretouts helvede«), fik han det hurtigt igen.
Lalanne havde under flugten fra familieslottet glemt urnen med sin afdøde moders aske, der af Le Pen blev tilbageholdt som »gidsel«, indtil en udveksling af de to værdiobjekter blev arrangeret af parrets respektive advokater.
»Vi mødtes i udkanten af en skov, som var vi med i en film om spioner under den kolde krig,« fortæller Lalannes repræsentant, Gilbert Collard, der i dag er parlamentsmedlem for Rassemblement National, og tilføjer:
»Det var fuldstændig absurd.«
Men på den anden side ikke overraskende i Le Pen-klanens brutale familiekrønike, hvor Pierrette Lalanne kæmpede »med de våben, jeg har« – og med 15 års foragt fra sine børn som en høj pris at betale.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
