Det er en genfødt Marine Le Pen, der fredag besøger København som det højrenationale Europas ukronede dronning.
Det sviende nederlag til »globalisten« og EU-entusiasten Emmanuel Macron ved forrige års franske præsidentvalg er om ikke glemt, så i hvert fald kommet på afstand.
På hjemmebane har hendes parti, der efter en organisatorisk ansigtsløftning nu kalder sig National Samling, igen vind i sejlene og ligger side om side med Macrons La République en Marche i meningsmålingerne op til europaparlamentsvalget.
Samtidig, og især, er Le Pen for alvor trådt ind på den europæiske scene som hovedaktionær i en alliance af højrenationale partier, der med deltagelse af bl.a. italienske Lega, Alternative für Deutschland og Dansk Folkparti har sat sig for at erobre magten i EU.
Det er som bannerfører i denne koordinerede højrenationale offensiv, at den karismatiske, men også kontroversielle franske leder kommer til Danmark for at skyde den vigtigste valgkampagne i EU-samarbejdets historie i gang med manér.
»Papy« – på godt og på ondt
Når Marine Le Pen har genfundet sit momentum, handler det imidlertid ikke kun om politiske konjunkturer.
Hun synes langt om længe at have fundet sig til rette med sin far, Jean-Marie Le Pen, efter at have smidt ham ud af partiet og skrottet hans belastede brand, Front National. Og også – i forbindelse med patriarkens 90 års fødselsdag sidste sommer – at have sluttet fred på det personlige plan.
Under alle omstændigheder er Le Pens politiske karriere nært forbundet med »Papy« – på godt og ondt.
»Marine er som Obelix. Hun faldt i gryden som barn,« fortæller Jean-Marie Le Pen i journalisten Renaud Délys uvenlige, men også veldokumenterede bog »La vraie Marine Le Pen« (Den sande Marine Le Pen) – gryden med politik vel at mærke.
Den lille lyshårede pige, der er født i 1968 og døbt Marion Anne Perrine, deltog, så snart hun kunne gå, i Front Nationals demonstrationer klamrende sig til faderens bukseben med en blanding af frygt og fryd. Som 12-årig gik hun sammen med sine to ældre søstre forrest i protesten mod en lov om abort, og allerede i teenageårene deltog hun aktivt i faderens kampagner.
Men samtidig lærte Marine tidligt, og på den hårde måde, at Front National ikke var et almindeligt politisk parti. Hun var kun otte år, da barndomshjemmet i Paris blev mål for et bombeattentat.
Landsbytosser og »afdæmonisering«
I ungdomsårene trådte politikken for en periode i baggrunden til fordel for det søde bohemeliv blandt ligesindede fra Paris’ bedre borgerskab - les bobos, som franskmændene kalder dette segment af befolkningen, der i dag er et af hendes foretrukne hadeobjekter.
Lærerne på universitetet, hvor Marine Le Pen læste jura, husker hende som »middelmådigt begavet og ualmindeligt glad for fest«.
Forsøget på efterfølgende at stable eget advokatkontor på benene mislykkedes, hvorefter hun vendte tilbage til faderen, partiet og det, som er hendes virkelige talent – en helt særlig evne til at kommunikere politisk, ikke mindst på TV.
Det var medietækket, der overbeviste Jean-Marie Le Pen om, at datteren skulle »arve« partiet. Og det var med TV-studierne som platform, at hun op gennem 00erne langsomt, men sikkert overtog magten i Front National, mens den gamle gardes »landsbytosser« en efter en blev udmanøvreret.
Ansporet af sin højre hånd, meningsmålingsguruen Florian Phillippot, satte hun fra 2009 yderligere turbo på den såkaldte »dédiabolisation« (afdæmoniseringsproces), der har luget ud i de mest ekstreme synspunkter – især hvad angår antisemitisme – og gjort partiet spiseligt for en langt større del af befolkningen.
Samtidig blev Front National en mere »venstreorienteret« fortaler for velfærdssamfundet og en stærk offentlig sektor.
Faneflugt efter nederlag
Partiets kernebudskab om et Frankrig for franskmændene forblev til gengæld intakt og har de seneste år udviklet sig til et mainstream-synspunkt i et »Underfrankrig«, der ifølge sociologer udgør 60 pct. af befolkningen, som føler sig ladt i stikken af en globaliseret over- og middelklasse.
Meget tydede da også på, at massiv fremgang for partiet på regionalt niveau ville kulminere med erobringen af Élysée-palæet ved præsidentvalget i 2017. Ikke mindst efter at Brexit og Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus havde indvarslet et politisk paradigmeskift i den vestlige verden.
Marine Le Pen mistede, som det fremgår af denne virale video, i perioder fuldstændig grebet under en vigtig TV-debat forud for præsidentvalget i 2017.
Så meget desto større har rådvildheden på Frankrigs nationale højrefløj været, efter at det alligevel mislykkedes, bl.a. takket være Le Pens katastrofale indsats under en afgørende TV-debat, hvor hun var ude af stand til at gøre rede for sine – daværende – ideer om en delvis fransk udtræden af euroen.
Siden har Philippot meldt sig ud af partiet for at stifte sit eget, mens Marine Le Pens populære niece, Marion Maréchal-Le Pen, har forladt aktiv politik for at dyrke sine højrekatolske ideer i en tænketank.
Og var det for at lægge afstand til familiedynastiet med henblik på et senere comeback som frontfigur, at Marion Maréchal samtidig holdt op med bruge den anden del af sit efternavn?
Moster Marine er tilbage
I så fald må det vente lidt endnu, for moster Marine synes at have overvundet sin krise hjulpet på vej af gunstige politiske konjunkturer.
De Gule Vestes – og »Underfrankrigs« – oprør har ikke blot trængt præsident Macron i defensiven. Demonstrationerne, der på femte måned hensætter landet i undtagelsestilstand hver lørdag, har også givet vind i sejlene til Le Pen, der klogt har bakket protestbevægelsen op uden at forsøge at omklamre den.
På den europæiske scene har det nære forhold til Matteo Salvini, som Le Pen tog under sine vinger, længe før han blev til noget, med italienerens magtfulde lederskab i protestregeringen syd for Alperne vist sig at være en fremragende politisk investering.
Marine Le Pen er tilbage. Det mislykkedes ganske vist at erobre Paris, men Bruxelles er ikke at kimse ad, og vejen til at opnå det går denne fredag via København.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
