Krise? Hvilken krise? Svenskerne har snart stået uden regering i længere tid end selv Norge, men det kan man ikke mærke

Næsten fire måneder efter Sveriges valg er der fortsat ikke udsigt til nogen ny regering. Nogle begynder at lufte tanken om, hvorvidt det overhovedet gør nogen forskel med en regering, men politikerne er bekymrede over, at demokratiet bliver udhulet.

Svernskerne oplever en politisk krise uden fortilfælde med foreløbigt mere end 100 dage, uden at det er lykkedes at finde frem til en ny regering efter valget 9. september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bob Strong/Reuters/Scanpix/Arkivfoto

På valgnatten i september var der glæde hos de svenske partier. På Scandic Continental-hotellet i det centrale Stockholm trøstede festklædte medlemmer af Moderaterna sig med, at statsministerposten fortsat var i sigte. Lidt derfra, på natklubben Kristall, dulmede Sverigedemokraterna skuffelsen over uindfriede, tårnhøje forventninger med det faktum, at partiet trods alt fik det bedste valgresultat nogensinde.

Socialdemokraterna havde gemt sig godt væk til deres valgaften i Färgfabrikken på Liljeholmen, men statsminister Stefan Löfven rykkede sent på natten tilbage til centrum og restaurant Hubertus, hvor der med indehaverens ord var »jättetrevligt«, mens man lunede sig ved tanken om, at den forventede ydmygelse var blevet til uventede muligheder. Nu virker det helt oplagt, at den fine stemning hos partierne på den svenske valgaften var et dårligt varsel.

Ingen partier løb ind i et helt katastrofalt nederlag ved det svenske valg, og ingen partier vandt en afgørende sejr. En partilederrunde på TV efter dansk model, hvor man kunne udlægge vælgernes dom og møde hinanden i den nye politiske realitet, var der ingen af.

»Den første tid var der mange, der sagde med et smil, at det går jo helt fint uden regering. Især blandt borgerlige, der syntes, at det i hvert fald var bedre med en »övergångsregering« med begrænset indflydelse end den tidligere Löfven-regering,« siger Ann-Sofie Dahl, svensk docent i international politik og bosat i København, hvorfra hun følger de fastlåste regeringsforhandlinger efter valget til den svenske riksdag 9. september.

»Nu er der nok bare mest af alt frustration og irritation over den her situation, der måske kan ende med, at Sverige alligevel får en ny Löfven-regering i januar, selv om der er et ikke-socialistisk flertal i Riksdagen,« siger hun.

Stærke institutioner styrer sig selv

De svenske partier er ikke kommet nærmere hinanden siden valget. Derfor har Sverige i øjeblikket et forretningsministerium og har helt usædvanligt endnu ikke fået dannet en ny regering mere end 100 dage efter valget 9. september. Men mens eksempelvis tusinder af franskmænd går på gaden i ønsket om at fjerne regeringen, så har manglen på en regering i Sverige ikke sat sig mange synlige spor på den anden side af Øresundsbroen.

»Svenskerne har jo ikke tradition for at gå på gaden. Jeg møder svenskere, der himler med øjnene, men befolkningen mærker i og for sig ikke meget til manglen på en regering på kort sigt,« siger Hans Mouritzen, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og har indgående kendskab til svenske forhold.

Mouritzen trækker en linje helt tilbage til 1600-tallet, hvor den svenske konge ofte var i krig langt væk fra Sverige i længere perioder. Derfor var der brug for stærke institutioner, så landet fortsat kunne fungere uden den øverste leder:

»Der blev skabt nogle stærke samfundsstyrelser, som fortsat fungerer i dag. Administrationen af Sverige er mere forskellig fra Danmark, end man lige forestiller sig. I Danmark vil en konkret sag, stor eller lille, måske ende på ministerens bord. I Sverige skal det løses af den pågældende styrelse. Hvis en minister blander sig, vil det blive kaldt ministerstyre. Det bliver set som noget negativt, der helst ikke må forekomme.«

Ann-Sofie Dahl mener, at der er en grænse for, hvor længe svenskerne uden videre vil acceptere den politiske stilstand:

»Jeg er overbevist om, at der bliver mere og mere foragt for politikere, når de ikke kan finde ud af, hvordan de skal danne regering.«

Hun peger på, at der er nok at tage fat på i det svenske samfund. Der er voksende problemer med »bandekrig i gaderne«, som har ført til en voldsom stigning i antallet af skuddræbte i Sverige. Der er lange ventetider i sundhedssystemet og kritik af plejehjemmene.

Behøver Sverige virkelig en regering?

De problemer var der også før valget. Fra flere svenske kommentatorer lyder nu det provokatoriske spørgsmål, om velfærdsstaten egentlig ikke kan klare sig fint uden politikernes indblanding.

»Behøver vi virkelig en regering i Sverige?« lød det i den liberale avis Expressen fra lederskribenten Patrik Kronqvist, som derefter gav sit svar:

»På kort sigt synes svaret at være nej. Forretningsministeriet og embedsmænd kan let holde den nuværende kurs. På længere sigt bliver fraværet af reformer dog mere tyngende.«

Patrik Kronqvist konstaterer, at selv om »riget står uden leder, er situationen bemærkelsesværdigt udramatisk«. Han påpeger, at Sverige i det store og hele er fortsat som hidtil, og at svenskerne ikke behøver at være bekymrede for en »government shutdown a la USA«. De svenske statsansatte vil få deres løn, og museerne forbliver åbne, regering eller ej

De svenske politikere har derimod i månederne efter valget advaret hinanden og befolkningen om, at den politiske krise kan udhule det svenske demokrati. To forsøg på danne regering med henholdsvis rød og blå blok er begge blevet stemt ned i Riksdagen.

For nylig erklærede parlamentsformanden, talmannen, Andreas Norlén, at situationen nu er alvorlig, og at det er partiledernes ansvar at undgå et nyvalg:

»Jeg tror, at det kunne have en betydelig negativ påvirkning på offentlighedens tillid til det politiske system.«

I SVTs nyhedsprogram »Agenda« indrømmede talmannen, at de to første afstemninger om en mulig ny regering i Riksdagen var foretaget vel vidende, at de ville få et flertal imod sig, men at det var nødvendigt for at »komme videre i processen«. Nu er der to afstemninger tilbage. Hvis de også får et flertal imod sig, udløser det automatisk et nyt valg, der så skal finde sted inden for tre måneder.

»Jeg ville gerne have en tredje afstemning om en kandidat, som rent faktisk har mulighed for at blive valgt. Og at vi dermed undgår en fjerde afstemning, der ville blive utroligt ladet og dramatisk, for så står vi ved afgrunden, eller i hvert fald foran et ekstra valg,« konstaterede Andreas Norlén mistrøstigt i TV-interviewet.

Borgerlig finanslov til rød-grøn regering

Den danske DIIS-seniorforsker konstaterer, at der ikke er nogen lovbestemt udløbsdato på det nuværende forretningsministerium, som er en fortsættelse af den tidligere regering med Socialdemokraterna og Miljöpartiet under ledelse af Stefan Löfven. Uanset ekstravalg skal det næste ordinære valg til Riksdagen finde sted i september 2022.

Op til jul fik Moderaterna og Kristdemokraterna vedtaget deres alternative finanslov for 2019 med støtte fra Sverigedemokraterna, mens de to liberale partier stemte blankt. Svenske politikere og analytikere har betegnet det som en usund situation for svensk økonomi, hvor et »herreløst« borgerligt budget skal gennemføres af en regering med en anden politisk dagsorden.

Hans Mouritzen henviser til, at der var en tilsvarende situation efter valget i 2014 med en borgerlig finanslov, som den nytiltrådte regering under Stefan Löfven måtte føre ud i livet. Han mener ikke, at Sverige har et overhængende behov for økonomiske reformer:

»Ikke lige nu. Økonomien går jo strålende. Alle taler om den der lavkonjunktur, der nok kommer, men den står ikke lige for døren, i hvert fald.«

Så Sverige humper videre. Snart kan svenskerne tage den skandinaviske rekord for regeringsforhandlinger fra Norge, hvor det i 2017 tog 123 dage at danne regering. Men krise er indtil videre, noget man mest taler om i Stockholm bag de tykke mure i den svenske riksdag.