På vej mod den sidste vals. Nu taler svenskerne alvorligt om nyvalg

Socialdemokraterna fik afvist deres bud på en ny regering, og derefter har den svenske Riksdags formand indledt konkrete forberedelser til et nyvalg, som kun få ønsker, og som kan blive undergangen for det ene af Sveriges to liberale partier.

Kristdemokraternas Ebba Busch Thor og Liberalernas Jan Björklund var i højt humør til den årlige nobelfest i Stadshuset i Stockholm. I regeringsforhandlingerne mellem de to partier kniber det derimod med at finde takten.   Fredrik Sandberg/TT/Scanpix

Den liberale Jan Björklund kan godt lide at præsentere sig lidt fritænker-frisk. Når de øvrige, mandlige partiledere i valgkampen fra Vänsterpartiet til Sverigedemokraterna mødte frem til TV-debatterne iført jakke, havde han ladet skægstubbene stå, taget en mørk skjorte ud af klædeskabet og smøget ærmerne op.

I den forløbne uge har Liberalernes leder dog fundet sit stiveste puds frem. Mandag var det gallatøjet til den traditionelle Nobelfest. Op til weekenden var ordner og skærf så udskiftet med et mørkt jakkesæt, slips og manchetknapper i Riksdagen. Den alvorlige situation i svensk politik i øjeblikket er hverken til den friske attitude eller den kåde stemning fra den årlige Nobelfest. For Liberalerna kan det blive en decideret overlevelseskamp.