Ambu har indgået forlig til 22 mio. kr. med myndighederne i USA

Ambu har i løbet af andet kvartal aftalt rammerne for et forlig med myndighederne i USA. Forliget koster Ambu 3,3 mio. dollar, eller 22 mio. kr., og er en konsekvens af, at Ambu har forsømt at få de nødvendige dispensationer til at salg af produkter produceret lande, som ikke er forhåndsgodkendt af myndighederne i USA.

Hverken Malaysia eller Kina, hvor Ambu har sin produktion, er forhåndsgodkendte produktionslande.

»Det drejer sig om, at militæret har bedt os om at lave et specielt produkt til dem. Det er flere år siden, og det viser sig så, at der ikke må være kinesisk produktion i produktet. Derfor reagerede de amerikanske myndigheder, og vi indgik et forlig,« siger administrerende direktør i Ambu Lars Marcher til Ritzau Finans.

Betalingen på de 3,3 mio. dollar falder i to rater i andet halvår af 2018/19 og i første kvartal 2019/20.

Forliget vil dog ikke få effekt på Ambus driftsindtjening i år, da der allerede er hensat i tidligere regnskabsperioder.

»Vi har altid en form for buffer. Vi flager i en fodnote, at vi altid har hensat til retssager og lignende. Vi har været forskånet for dem indtil videre, men her kommer så en. Den får ikke effekt på vores resultat, men det er selvfølgelig altid irriterende,« siger Lars Marcher.

/ritzau/FINANS