Fra Ellerten til Teslaen – Er elbilen blevet voksen?

Podcasten »Dine Penge« dykker i denne uge ned i elbilens udvikling: Hvilke teknologiske milepæle har der været? Hvilke faldgruber skal man være opmærksom på? Og kan det overhovedet anbefales at købe en elbil på nuværende tidspunkt?

Podcasten »Dine Penge« har denne uge besøg af Jan Lang, markedsanalytiker hos bilbasen, til en snak om blandt andet elbiler og ladestandere Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Der er sket en hel del inden for eldrevne biler siden firserne og halvfemserne, hvor Ellerten med plads til én og sine tre hjul kørte rundt på de danske veje. Den var mere mærkværdig end succesfuld og fik aldrig omdømmet, som et seriøst bud på en erstatning til den diesel- og benzindrevne bil.

»Springet fra ellerten til det, man vil kalde for den første generation rigtige elbiler, sker cirka 10 år tilbage med Renault Fluence. Men de havde en ekstrem begrænset rækkevidde – man var heldig, hvis man kunne køre 90 km, og så var de flere timer om at lade op,« fortæller Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen ejet af eBay, i podcasten »Dine Penge«.

 

Find alle episoder af podcasten »Dine Penge« i 24syv-appen via App Store, Google Play – og læs mere på berlingske.dk/podcast

 

De senere år har teknologien inden for elbiler dog virkelig haft fart på, og ikke mindst Teslaen har banet vejen for de batteridrevne køretøjer. For den almene bilkøber med mindre end 50 km til arbejde, er udviklingen så rent faktisk nået den milepæl, hvor køb af en elbil kan anbefales frem for andet?

»Ja, det vil jeg mene. Det grundlæggende daglige behov på 30-35 km, som rigtig mange danskere har, kan en elbil sagtens opfylde. Rækkevidden på de mest moderne elbiler er til, at man faktisk kan køre frem og tilbage mange gange,« lyder det fra Jan Lang, som mener, vi nu befinder os ved den tredje generation af elbiler kendetegnet ved lang rækkevidde og billigere produktion.

Men med det sagt, så er der mange faldgruber, som kan gøre købet mere kompliceret, lyder det fra analytikeren. Blandt andet skal man forholde sig til opladningen af bilen og de tilbud, som forskellige virksomheder indenfor ladestander tilbyder. For langt de fleste biler og bilejere kan faktisk nøjes med en hjemmeoplader, som kan klare det daglige behov, fortæller han. Og så er der den del med økonomien:

»Med de første generationer af elbiler har afskrivningen været så stor, at det har været en økonomisk byrde ud over det normale at købe en elbil. Men nu er det ved at forandre sig, og afskrivningen er nede på niveau med nogle af de bedste benzinbiler,« forklarer Jan Lang.

 

 

Da afgifterne blev lagt om i 2016, og elbilerne blev belagt med samme afgifter som alle andre biler, bremsede det entusiasmen og afskrækkede bilkøberne fra elbiler. Men den udvikling er ved at vende, og det skyldes især de mange fradrag.

»Der er sikkerhedsfradraget, som på almindelige biler, men også batteripakken, får man et markant fradrag for. Samlet set er der derfor ikke nogen afgiftbidrag til staten på elbiler under 350.000 kr. Det betyder, at vi får adgang til nogle biler, som relativt set ville være meget dyrere,« lyder det fra Jan Lang, som forudser en nær fremtid med endnu længere rækkevidde på elbiler og større udvalg af familievenlige modeller, men stadig er skeptisk over for den manglende infrastruktur med laderstationer.

 

Find alle episoder af podcasten »Dine Penge« i 24syv-appen via App Store, Google Play – og læs mere på berlingske.dk/podcast