Når Vibskov er bedst

Berlingskes modeskribent Sarah Skarum er stærkt begejstret. »Der er ingen som Vibskov,« lyder det i anmeldelsen af Henrik Vibskovs show sent i aftes på Papirøen i København.

Henrik Vibskov på Papirøen, København. Onsdag d. 7. august. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ingen som Vibskov. Der er ingen i verden som Vibskov, og der er i særdeleshed ingen i byen som Vibskov, og det gælder om at takke både guderne, sponsorerne og hans egen lyst til at vise, at man kan lave noget andet end det normale, for det er i hvert fald de sidste to ting, der holder ham i gang med at lave shows i København, selvom han faktisk er fast inventar i Paris.

For Vibskov kan ikke bare noget med tøj, og det kommer vi til, men han har også en helt helt enestående evne til at indtage og fremvise byrum. H.C Ørsteds Parken har aldrig været smukkere end den sommernat, hvor han lavede show på broen over søen der. Den lille irriterende plæne ved Forum blev magisk, da han byggede en karrusel der, og selv Den Grå Hal, som ellers var indtaget af Mads Nørgaard, har han fået til at virke som et nyt sted.

Læs også: Ryk direkte i sommerhus

Og onsdag aften gjorde han det igen, da han inviterede til show på Trangårdsvej. Hånden på hjertet, kan du placere den? Men Trangårdsvej ligger på Papirøen, der ligger lige over Christianshavn og i en af de gamle haller, hvor aviserne fik opmagasineret papir til at trykke på holdt han sit show. Fine gamle murstensvægge og en loftkonstruktion, der klart er en cykeltur værd (og fingre krydsede for, at den er bare lidt bevaringsværdig, så den ikke forsvinder).

Og så en installation, hvor et sort hvidt bagtæppe var beklædt med lange totter af gul uld, der lignede både... hestehaler og afklippede skalpe. Her stod store prismer, som modellerne også med mellemrum rullede med ned af catwalken og på hvide B&O skærme var klistret kryds af tape og de lange totter. Mens publikum blev seatet, gik mænd og kvinder i kitler med 'Team Vibs' på ryggen rundt og flyttede på totterne. En af dem viste sig at være musikeren Bjørn Svin, der spillede, mens tøjet blev vist.

Læs også: Benedikte Utzon scorer på sexethedskalaen

Kollektionen var klart en af de bedste hos Vibskov i flere sæsoner. Hvor det ellers har virket som om Vibskov og hans designteam svingede mellem at ville være kommerciel og salgbar og lidt mærkelig mærkelig (hvilket venligere tunger ville kalde avantgarde) med overvægt til det kommercielle, så var kollektionen denne gang en god blanding.

Tag f.eks. en strikserie til i klare farver, sort, hvid, gul, rød og blå alle i store felter. Den fandtes både som cardigan og som sweater - og i øvrigt også som herrestik i en klassisk model med lange ærmer og rib - og den var både morsom, pæn og interessant, så selv en halvgammel journalist kunne tage den på uden at ligne en idiot, der legede ung, mens en ung kunne tage den på uden at ligne en, der legede voksen. Hårfinbalance, men perfekt ramt.

Gode prints, der næsten var lidt afrikanske i det, i deres naivisme, fine gode farver, meget meget gode jakker, både til herrer og damer, og især legen med frakkernes ærmer til kvinder, hvor man kunne bruge jakken med armene gennem ærmerne og stikke hænderne under ærmerne, så frakken blev en kåbe, lige som en jakke, hvor ærmerne kunne lynes op, var lige dele leg med formen og brugbart.

Sværest at forstå var en række pastelfarvede ting til kvinder - et sæt i mintgrøn og en kjole i lys koral med et mørkere kantebånd, der mere lignede noget Rützou (og ikke eet eneste ondt ord om hende, hun er savnet i modeugen, men særligt Vibskov-agtig har hun aldrig været) kunne have lavet for fem år siden end noget, der passede ind i kollektion

At Vibskov havde givet alle modellerne noget, der vel bedst kan beskrives som en badehætte med  en lille hjelm balancende ovenpå og med en hestehale strittende ud af og høje sko, som især de mandlige modeller havde morsomt meget svært ved at holde balancen i på, understregede kun, at her er alt ikke, hvad man tror. Og måske, at man kan, hvad man vil. I hvertfald, hvis man hedder Vibskov.