Søren Pind om et »nedsmeltet« borgerligt Danmark: Venstre mistede integritet og identitet i jagten på svingvælgeren

De borgerlige skal gøre op med den socialdemokratiske maskine og skabe et velfærdssamfund, hvor institutionerne konkurrerer om borgernes gunst. Det mener Søren Pind, der insisterer på, at man både kan være frihedselskende liberal, der mener, at alle skal have lige muligheder, og acceptere en særstatus for Kongehuset.

»Det viste sig, at vi ikke var villige til at forsvare de idealer, fordi vi aldrig havde foretaget en analyse af, hvad det ville indebære faktisk at kæmpe for dem,« vurderer Søren Pind. Niels Ahlmann Olesen

Tidligere udviklingsminister, integrationsminister, justitsminister og uddannelsesminister samt teknikborgmester i København. Dertil forfatter af såvel liberale teser som bøger, podcastvært, debattør samt regelforfatter i Mads og Monopolet og præsident for det Danske Ronald Reagan Selskab. Hvis kær debattør har mange titler, må Søren Pind være noget nær dansk politisk debats svar på Kim Larsen.

Selvom Pind trak sig fra aktiv politik i 2018 til fordel for en stilling som arbejdende bestyrelsesformand – han anvender selv betegnelsen »cybersherif« – i firmaet Danish Cyber Defence, er han i den grad stadig en markant stemme i samfundsdebatten. Ikke mindst for dette er han nomineret til Berlingskes nystiftede Fonsmark-pris.