Ikke en søndag i Berlingske uden flere historier om blå stues interne problemer. Denne gang anført af Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, der redegør for blå stues problemer set med hans briller, hvor han – igen – »ikke har noget behov for at »gokke« Venstre i hovedet«, hvorefter han gokker Venstre i hovedet: »Jeg tror, vi vil være stærkere som blok, hvis Venstre tør tage på sig at ville noget mere og andet end de røde partier. Jeg håber, de bliver mere ambitiøse og mindre bange for borgelig-liberale ideer.« Og så fortsætter han »et andet billede på, at de borgerlige partier ikke tør stå ved egen borgerlighed, er, at hverken Venstre eller Dansk Folkeparti i dag kæmper aktivt for lavere skat i bunden eller toppen af indkomstskalaen«. Og det skal man høre fra Liberal Alliance, der kravlede op i træet, hvorved partiet forhindrede en lettelse af bundskatten, da muligheden forelå ved finansloven for 2018.
Senere i Berlingske søndag lader man Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund »gokke« Venstre: »Hun anerkender, at der er og skal være forskel på partierne, men mener, at både Venstre og Dansk Folkeparti udgør et problem i den økonomiske politik. »Når man ikke kan se anden forskel på Venstre og Socialdemokratiet, end at du hos Venstre får et skattestop, så bliver det simpelthen for fattigt og pauvert«. Det skal man høre fra en leder af Nye Borgerlige, der har knuselsket statsminister Mette Frederiksen (S).
Sidst men ikke mindst lader Berlingske i samme artikel den konservative formand Søren Pape Poulsen »gokke« Venstre, idet han er »meget kritisk over for det »velfærdsløfte«, som Venstre har givet om at ville betale regningen for det såkaldte demografiske træk, som opstår i kølvandet på, at der blandt andet kommer flere ældre«. Nu har jeg ganske vist aldrig hørt de Konservative tage afstand fra nødvendig pleje og omsorg til de ældre, men det skulle man altså høre fra formand Søren Pape Poulsen.
Alt i alt viser denne søndags læsning af Berlingske, hvordan de såkaldt blå partier har mere travlt med at »gokke« Venstre end i at forholde sig kritisk til alle de vilde socialistiske forslag fra »rød stue«. Søren D. Sørensen, Taastrup
Du tager fejl, Søren Pind
I kommentaren »Pia Kjærsgaard, dit parti er ikke til at kende igen. Man kan ikke længere regne med DF« skriver Søren Pind: »Det var, så vidt jeg har forstået, det største mandatmæssige nederlag noget dansk parti har lidt siden Besættelsen. Men jeg kan tage fejl.«
Søren Pind tager fejl, og det gør han i øvrigt sammen med adskillige kommentatorer, som også flittigt har hævdet, at Dansk Folkepartis tab af 21 mandater ved folketingsvalget sidste år er efterkrigstidens største tab. Men det er forkert.
Ved folketingsvalget 4. december 1973 mistede Socialdemokratiet 24 mandater og gik tilbage fra 70 til 46. Ved folketingsvalget 15. februar 1977 mistede Venstre 21 mandater og gik tilbage fra 42 til 21.
DFs tab af 21 mandater er således »kun« en tangering af Søren Pinds eget partis dårlige resultat fra 1977 og stadig mindre end Socialdemokratiets tab i 1973. Anders Nørskov, Birkerød
Skandalen på Bornholm
En stor tak til Berlingske og Holger Dahl for at have peget på en byggeskandale, der er på vej på Bornholm, hvor kunstmuseets direktør har promoveret en amerikansk arkitekt, James Carpenter, til at tegne en tilbygning til Bornholms Kunstmuseum, der efter manges opfattelse er det 20. århundredes bedste danske arkitekturværk, placeret i et af Bornholms smukkeste landskaber.
Tilbygningen, der ødelægger landskabet, er arkitektonisk på linje med et Silvan Varehus, og har, så vidt vides, kun én fortaler – direktøren.
Man kan kun opfordre Berlingske til at dykke i forhistorien. Hvilke myndigheder (med kvalificeret faglig indsigt) har behandlet projektet og med hvilket resultat? Hvilke fonde har medvirket, og hvad har tilskyndet dem til at medvirke? Men det haster! Gert Edstrand, Hørsholm
Penge i egen lomme
Christian Rabjerg Madsen (S) skriver, at »fælleskassen skrumper, når skatten sænkes«. Det er så ikke rigtigt: Der er lige så mange penge til velfærd, som der
plejer. Forskellen er blot, at flere af dem ligger i min lomme frem for i Christians. Politikerne, og socialdemokraterne i særdeleshed, glemmer ofte, at en fælleskasse er en kasse, vi er fælles om. Men statskassen er politikernes og embedsmændenes tag-selv-bord, og den har almindelige skatteborgere ingen indflydelse på.
Når skatten er høj, er fællesskabet lavt, og det gælder om at rage til sig af andre folks penge. Når skatten er lav, må man bruge sine egne penge på sine egne ønsker. Det får man ikke automatisk en lavere velfærd og et dårligere samfund af. Man får borgere, der i højere grad tager ansvar for deres eget liv. Men det kan jo
selvfølgelig godt betragtes som asocialt, hvis man er socialist. Hans Jørgen Pedersen, København Ø
