Københavnersnuden: Når vi ikke lytter til fagligheden, kan resultatet blive en bulldozer

Fondene i Danmark spiller en enorm rolle i kulturlivet, og vi skal takke dem for det, men samtidig skal vi holde fast i, at pengene ikke giver ret til at bestemme over fagligheden. Vi har jo i Operaen i København et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå.

James Carpenters projekt sætter sig på alle måder på tværs. En støjende og ufølsom kasse i en skala, der slet ikke passer til stedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: James Carpenter

I denne uge bevæger københavnersnuden sig helt over til Bornholm. Den skønne solskinsø, hvor man som bekendt også har et nært forhold til de underjordiske. Mystiske væsener, der griber ind i hverdagen. Måske er det dem, der har været på færde i sagen om udvidelsen af Bornholms Kunstmuseum.

Hvad der foregår dér, virker i hvert fald både mystisk og meget underjordisk.

I 1993 åbnede Bornholms Kunstmuseum efter en lang, grundig og ikke altid enkel proces. Amtsrådet havde fire år før købt Hotel Helligdommen for at gøre plads til det nye museum, høringer var blevet gennemført, og en arkitektkonkurrence var afholdt.

I dag elsker bornholmerne deres kunstmuseum, men sådan var det langtfra dengang. Over 1.600 mennesker skrev under på en protestskrivelse, men amtsborgmester Knud Andersen holdt fast, og i dag er bornholmerne ligefrem stolte over processens resultat.

»James Carpenter har stort set kun arbejdet i byer og i en skala, der hører til i en storby. Han har ingen erfaring med landskab eller med stilfærdig indpasning i forhold til eksisterende arkitektur. «


Fogh & Følner Arkitektfirma vandt konkurrencen, fordi de formåede at få museet til at underordne sig stedets natur og skala. Museet er brudt ned i mindre bygninger, vender gavlen mod udsigten for at tage så lidt af den som muligt fra de forbipasserende, og det følger den naturlige slugt ned mod skrænten i stedet for brovtende at lægge sig på tværs af landskabet.

Det arkitektoniske greb var så overbevisende, at museet nærmest øjeblikkeligt blev udnævnt til et mesterværk. De 1.600 underskrifter fordampede, alle var glade, og museet har da også i årenes løb modtaget adskillige priser og udmærkelser fra ind- og udland.

En bulldozer ved Helligdomsklipperne

Med sådan en historie skulle man tro, at bestyrelsen for museet ville gå rundt med store smil dagen lang. Man skulle tro, at de ansvarlige var blevet klar over, at det betaler sig at lytte til arkitekter, og man skulle tro, at de samme ansvarlige ville sørge for at udvikle museet på en måde, der fastholder dets helt specielle forbindelse til det bornholmske landskab.

Men nej – sådan er det ikke. Allerede i 2011 ville museet gerne udvide med et såkaldt lysmuseum. Man havde fundet frem til den amerikanske lyskunstner og arkitekt James Carpenter, som foreslog en klassisk glaskasse, der både ville fjerne kunstmuseets lille tårn og lægge sig på tværs af udsigten.

En stor gruppe danske arkitekter protesterede, og projektet blev skrinlagt. Nu er den imidlertid gal igen. I synergiernes hellige navn har nogen på Bornholm fået den idé at slå kunstmuseet sammen med det kulturhistoriske museum. Sammenlægningen fordrer en ny bygning, og hvor sådan noget normalt kræver et offentligt udbud og en arkitektkonkurrence, har Bornholms Kunstmuseum valgt atter at ringe til deres gamle ven James Carpenter, som nu har genfremsat sit forslag fra 2011 – bare dobbelt så stort.

Det er det naturligvis ikke blevet bedre af. Miljøvurderingens visualiseringer viser et absurd skalasammenstød. Både mellem Carpenters kasse og naturen og mellem kassen og det eksisterende museum.

Fondene vil bestemme

Høringsfristen for tilbygningen udløb i mandags, og som i 2011 har en stor gruppe af Danmarks allerbedste arkitekter protesteret mod planerne. Akademirådet har gjort indsigelse, Akademisk Arkitektforening har skrevet en grundigt argumenteret protest, men foreløbig virker det, som om fornuften og fagligheden taler for døve øren.

Og det er meget, meget mærkeligt. Her er det, man tænker, at der må være trolde på spil. Rygter vil vide, at de store fonde, der har lovet at betale projektet, har gjort deres støtte betinget af, at det er Carpenters projekt, der bliver bygget – og det er endnu mere uforståeligt.

James Carpenter har stort set kun arbejdet i byer og i en skala, der hører til i en storby. Han har ingen erfaring med landskab eller med stilfærdig indpasning i forhold til eksisterende arkitektur. Tværtimod laver han bygninger, der gør et nummer ud af at fremhæve sig selv – ikke lige det, der er behov for på det meget følsomme sted ved Helligdomsklipperne.

Som man kan se, er den foreslåede tilbygning mest af alt optaget af at gøre opmærksom på sig selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: James Carpenter.

Vi mangler en konkurrence

Det, der undrer, er, at det tilsyneladende kan lade sig gøre at blæse på al faglighed. At afholde en konkurrence er den eneste rigtige måde at løse opgaven på, men det kan Bornholms Kunstmuseum på en eller anden måde slippe for.

Man kan måske forstå, hvis en enkelt museumsdirektør er stædig og har imperatordrømme, men at bestyrelsen vil medvirke, og at de gavmilde fonde tilsyneladende er parate til at spille med – dét er trist.

Fondene i Danmark spiller en enorm rolle i kulturlivet, og vi skal takke dem for det, men samtidig skal vi holde fast i, at pengene ikke giver ret til at bestemme over fagligheden. Vi har jo i Operaen i København et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå.