Han løb storm på København, han blev liberal tesemager og minister, og til sidst vendte han sig desillusioneret fra den politiske ormegårds intriger. Søren Pinds politiske liv er skrevet i dramatiske kapitler, og han har undervejs deltaget aktivt i kampen om magten, men ikke kun det.
Søren Pind har også slået ideologiske slag, som da han i 2003 var med til at formulere ti liberale teser for Venstre. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen bankede oprøret ned, men mange af ideerne overlevede og blev taget op igen under finanskrisen.
Ved at forlade politik i 2018 trådte Søren Pind ind i en ny rolle som debattør. Han har udgivet en erindringsbog, hvor han udfolder en kritik af det, han ser som rå magtpolitik i Venstre. Kampen om magten har ifølge Pind ført til et tab af principper, hvor de liberale har mistet respekten for frihedsrettigheder i en nådesløs kamp om at vise sig som hård i udlændingepolitikken og retspolitikken.
Som fast kommentator på Berlingske er Søren Pind gået på jagt efter det, han kalder »den smukke borgerlighed«. Her er ærindet ikke kun at bryde socialstaten ned og sætte skatterne ned, som man kunne læse de ti teser i 2003. Pind leder efter en opbyggelighed. Han taler om ånd, idealer, tro, dyder og dannelse.
På den måde passer Søren Pinds personlige rejse med det borgerlige Danmarks sammenbrud i 2019. Han gik allerede i gang med at lede efter svarene på nederlaget, før det var en realitet.
Søren Pind, 50 år. Forfatter, debattør, bestyrelsesformand for Danish Cyber Defence. Tidligere minister og medlem af Folketinget for Venstre.