Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fonsmark-prisen: Mads Lundby Hansen er en velsmurt maskine for analyser, som borgerlige politikere kan spille bold op ad, når beslutninger skal tages og politik formes

Mads Lundby Hansen er blandt otte indstillede til Berlingskes nye pris, Fonsmark-prisen, der tildeles markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat.

Mads Lundby Hansen er nomineret til Berlingskes nye Fonsmark-pris. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Mads Lundby Hansen har sat den borgerlige idedebat på dagsordenen de seneste 15 år ved ufortrødent at koble skarp økonomisk argumentation til den værdikamp, det er at kæmpe for menneskers ret til at disponere mere over deres eget liv.

Da CEPOS blev stiftet, var det i sig selv et nybrud at etablere en tænketank, der insisterede på at være en del af den offentlige debat og tilmed med budskaber om skattelettelser, ulighed og civilsamfundets rolle.

Mads Lundby Hansen har som vicedirektør og cheføkonom i CEPOS været med til at etablere tænketankens stemme i den danske samfundsdebat. Han har været med til at påvirke ikke alene den idedebat, der føres blandt borgerlige-liberale, men også været en velsmurt maskine for analyser, som borgerlige politikere kunne spille bold op ad, når beslutninger skal tages, og politik formes. Mads Lundby formår altid at forholde sig analytisk og sagligt til debatten, og han er et enormt stærkt og faktuelt baseret indspark i den økonomiske debat med sit fokus på finanspolitik, skattepolitik og fordelingspolitik. Ingen kan være i tvivl om, at alle – røde eller blå – bliver behandlet lige konsekvent af Mads Lundby, hvis de har rod i deres tal.

Analyserne herfra er stærke og budskaberne skarpe. Mads Lundby kaster sig utrætteligt og uden omsvøb ud i diskussioner af velfærdsstatens store udfordringer.

Mads Lundby Hansen, 50 år, har tidligere arbejdet som cheføkonom for Venstre og økonom i Finansministeriet. Han er uddannet cand.polit. Og har undervist i polit-studiet ved Københavns Universitet.