Danmarks nye skuespilhus er ikke – traditionen tro – en hvid kasse.
Det er en mørk kasse.
Ikke mørk som dunkel og dyster. Men mørk på en elegant måde. De indre og ydre facader og vægge er beklædt med mursten af hårdt brændt ler, og man kan sagtens forestille sig, hvordan de vil ændre tone i takt med skiftet i vejret og årstiderne og med rytmen i døgnet. Fra lyst og gråt til mørkt og sort med mange fine nuancer.
Da arkitekten Hack Kampmanns og hans arvtageres politigård i København blev opført i 1920erne, var facaden holdt i en langt mørkere tone end tilfældet er i dag, og det skyldtes, at det mesterlige bygningsværk som naboer havde kulbunker og godsvogne. På samme måde kan man sige, at Lundgaard & Tranbergs fornemme skuespilhus refererer til havnen med dens pakhuse, kraner, store skibe og de øvrige rester af industri. I hvert fald snarere end til det delikate bolig- og kontorkvarter, skuespilhuset tydeligvis vender ryggen til.
I det hele taget er det et fantastisk greb, at huset skyder sig ud i havneløbet og giver et generøst vue op og ned ad vandet. Ikke helt som i Venedig men alligevel. Står man ved kajkanten, kan man se, at en meget stor del af huset faktisk strækker sig ud af vandet. Det er, som om scenen er traditionens faste bund, hvorfra skuespillerne rækker ud mod deres publikum, der er på gyngende grund, og det er absolut ikke nogen dårlig arkitektonisk metafor for en kulturinstitution, der skal værne om traditionen ved at holde den levende.
Vejret er en udfordring for dansk arkitektur og byplanlægning. Det er utroligt, at temperaturerne og måske navnlig blæsten i vinter- og efterårsmånederne så hurtigt fortrænges af ellers kyndige bygningskunstnere.
Flere af de pladser, der er blevet anlagt, bliver ikke anvendt efter fortjeneste, fordi klimaet ganske enkelt ikke er til det. Man kan imidlertid håbe, at det er tilfældet for den fine gangbro eller promenade, Lundgaard & Tranberg har lagt uden om huset. Det burde blive en sti for dem, der går gennem byen (hvad andre dele af havnen jo tydeligvis ikke er), og der vil forhåbentlig være basis for udendørs servering dele af året, for noget af det bedste er at sidde ved vand og kigge på dét og se på de bygninger - gode som mindre gode - der gennem tiderne har rejst sig langs havneløbet. Hvor ingen endnu har været for omfangsrige eller massive til, at havneløbets volumen ikke kan klare det.
Det nye skuespilhus er i grunden ikke så stort. Det passer fint i skala til sine nærmeste naboer, og der er en udpræget elegance over det. Foyeren er et mesterværk i sig selv i al sin storslåede enkelhed og som en begavet tænkt fordelingscentral. Lundgaard & Tranbergs værk har en nøgtern og robust karakter i sin ligefremhed og i sin konsekvente anvendelse af disse koloristisk særligt robuste mursten, der i selve Den Store Sal antager en ligefrem ekspressiv karakter, samtidig med at scenerummet opnår en intim karakter af hule.
Men elegancen er altså udtalt. Foyerrummet har en cool, stemningsmæssigt, nærmest 1950er-lignende (men ikke retroagtig) karakter. Der er en ånd af optimisme og overskud i huset, og det absolut ikke fordi det i går var fyldt med forventningsfulde skuespillere og pressefolk. Det er en kvalitet ved stedet, det ligger i dets formgivning, det er dets ånd, der understreges af møblementet i cafeområdet og den elegante lyssætning.
Det skal blive særlig interessant at se, hvordan huset fungerer efter mørkets frembrud, når det er oplyst inde fra, men tilsyneladende er det lykkes Lundgaard & Tranberg at slippe af sted med at arbejde med endog meget store glaspartier. Måske er tegnestuens medarbejdere gået sig en tur langs med havnen for at studere alle de steder, hvor det ikke er lykkedes, og hvor glasfacaderne tværtom er golde og afvisende eller blot i al almindelighed tarvelige og billige at se på.
Vellykket er også den måde, den øverste etage elegant er monteret på etagerne under den. Lettere svævende, meget poetisk, men stadigvæk - og det gælder for huset som helhed - yderst behersket og uden manierede træk. Det er et meget klassisk hus, der ikke fornægter en tradition for afklaret funktionalisme men også i udpræget grad er rundet af sin tid.
Bagsiden er... ja bagside. Man bliver måske ikke så satans opløftet eller højstemt af at se på den del af huset, der vender ud mod Kvæsthusgade. Men skønt den vel har måttet være sådan, fordi der skal forskellige faciliteter som store porte og bagscene og lokaler til alle mulige praktiske formål, og selv om Kvæsthusgade i dag mest af alt har karakter af en gennemfartsvej - det er ikke her, man finder cafeer og restauranter, det gør man så til gengæld henne om hjørnet - har den også sine formildende omstændigheder. Det er ikke i opvisningen af, at der er flere måder at dimensionere vinduer på. Men det er i murfladens stoflige karakter, og i det at man i forbifarten kan se ind i huset og konstatere, at der er liv.
Nu mangler vi bare, at der bliver skabt politisk forståelse for en gennemførelse af Lundgaard & Tranbergs forslag til en forbindelse over til Holmen og til Operaen. Jeg vil gerne understrege, at jeg er ikke billist, så det er ikke min egen magelighed, jeg skal slå et slag for. Men det ville være oplagt at anvende en bro over havnen på dét sted til at skabe den sammenhæng mellem Holmen og Frederiksstaden, der hidtil er udeblevet, og til nogle af de parkeringsfaciliteter, der er så hårdt brug for i begge de to store kulturhuse, der ligger på hver sin side af havneløbet.
Lundgaard & Tranberg: Det Kongelige Teater Skuespilhuset. Åbner for publikum den 16. februar 2008.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
