Fra cyberspace til hyperspace

Effekterne er forrygende og underholdningen i top i »Matrix Reloaded«, men der er ikke noget indholdsmæssigt nyt under jordskorpen. Det må vi vente til den tredie film i »Matrix«-trilogien for at få.

Med »The Matrix« lancerede de ambitiøse, amerikanske brødre Larry og Andy Wachowski i 1999 det nye millenniums tilsyneladende ultimative franchise, hvis cocktail af cyberpunk, mytologi, science fiction, okkultisme, action, kampkunst, digitaleffekter og nyreligiøsitet da også blev et globalt hit med en indspilning på næsten en halv milliard dollars. Problemet i forhold til andre fortløbende blockbuster-megaserier fra Hollywood - de nye »Star Wars«-film, »Harry Potter« og »Ringenes herre« - er imidlertid, at der er gået hele fire år imellem 1'eren »The Matrix« og 2'eren »Matrix Reloaded«, der i sidste uge havde europæisk premiere på Cannes Film Festivalen, og dét er altså laaang tid for det store multiplexpublikum, som måske lidt overraskende tog filmens komplekse filosofiske univers til sig. For dem, der ikke har set den første film i trilogien, vil det således være svært at følge med i den nye, der fortsætter præcist, hvor forgængeren stoppede. Vi er i et spejlvendt og forvrænget univers, hvor maskiner og computerprogrammer har overtaget verden og suger næring af tilfangetagne menneskezombier, der tror, at de stadig lever en normal tilværelse. Men alt det, de opfatter som »virkeligheden«, er blot en illusion i cyberspace, en tredimensional kulisse af flimrende binære koder, kunstige drømme og artificielle mareridt. Hovedpersonen er Den Udvalgte, den messianske Neo (Keanu Reeves), der sammen med andre frie mennesker - ikke mindst kæresten Trinity (Carrie-Ann Moss) og vismanden Morpheus (Laurence Fishburne) - kæmper imod maskinernes og computernes overherredømme fra en base dybt nede i Jorden, den skjulte by Zion. Zion trues denne gang af maskinerne, der er ved at grave sig ned til den hemmelige by igennem jordskorpen. Krigen kan kun stoppes, hvis Neo - med hjælp fra gådefulde skabninger som Oraklet og Nøglemageren og i kamp mod agenten Smith, der kan klone kopier af sig selv - finder frem til »Kilden«. Hvilket også kræver, at han sætter sin nyvundne kærlighed til Trinity på spil i et ondskabsfuldt mindgame. Det lyder selvfølgelig alt sammen som noget new age-agtigt, cyberflippet bragesnak, og det er det jo sådan set også - med mindre man ligefrem tror på visionen om en falsk verden. Det afgørende er selvfølgelig, at Wachowski-brødrene visuelt trykker speederen i bund og bevæger sig fra cyberspace til hyperspace i den nye film, hvor man bogstavelig talt tæppebombes med vilde stunt- og actionscener, hæsblæsende biljagter og eksplosioner samt en sand bonanza af digital- og specialeffekter af endnu mere hårdtpumpet karakter end dem, forgængeren med rette blev berømt for. Det er selvfølgelig infernalsk underholdende i en grad, så man vakler groggy ud af biografen bagefter, men samtidig presser instruktørerne især CGI-delen så meget, at f.eks. en scene, hvor Neo slås imod 100 kloninger af Agent Smith, er så voldsomt digitalt efterbehandlet, at den mere ligner computerspil end film. Samtidig med, at man mister dynamikken imellem, hvad der er virkelighed og hvad der er illusion, fordi »sandheden« jo blev afsløret i 1'eren... Hovedproblemet for »Matrix Reloaded«, når man tager de enorme forventninger og fire års pause i betragtning, er dog, at den mangler overraskelser indholdsmæssigt. Der bliver broderet videre på den første films kosmologi, men vi får ikke noget nyt at vide om baggrunden for den gigantiske computersammensværgelse imod menneskeheden. Det må vi så, efter en cliffhanger-slutning af nærmest historisk sadistisk tilsnit, vente med at finde ud af til 3'eren, »Matrix Revolutions«, der heldigvis allerede får verdenspremiere til efteråret. 140 min. Tilladt over 11 år.