Hurra! Endelig er tiden kommet, og vi kan nu kåre vinderne af Byens Bedste 2024. Tak for alle stemmerne.
Vi kan afsløre, at konkurrencen har været tæt.
Alle stemmerne er nu talt op, og Berlingske kan kåre de velfortjente vindere af Byens Bedste 2024.
Stort tillykke til alle vinderne.
c

I år blev det Haveselskabets Have, der løb med sejren.
Skal du have en pause i et grønt åndehul, så må du et smut til Frederiksberg. Uanset om man har kendskab til blomstersorter og træer eller ej, så er en tur hertil aldrig en dårlig idé. I den velplejede have på Frederiksberg kan man gå på opdagelse i dufte og farver. Blandt roser og stauder og alt, hvad der kan gøre en haveglad type begejstret.
Man kan lade sig inspirere til sine egne havesysler, eller man kan bare tage sig en lur på et medbragt tæppe. Den har ligget der siden 1880 og breder sig over 20.500 kvadratmeter. Smut til Frederiksberg og nyd roen.
Pile Allé 6, 2000 Frederiksberg.
Øvrige nominerede:
J.C. Jacobsens Have
Det Kongelige Biblioteks Have
Københavns Havn
Karens Minde Aksen

Årets titel er gået til Københavns Museum.
Da museet i 2020 flyttede til det tidligere overformynderi i Stormgade, var det tydeligt at museet nu med ét havde fået nogle rammer, der for alvor kunne give det et skub ind i nutiden.
Den permanente udstilling var nyopstillet, og en fantastisk bymodel fungerede som woweffekt og showstopper på øverste etage. Eneste mislyd var, at der var lidt for meget fokus på bz-bevægelsen, og at kuratorerne helt havde glemt Amagerbro i deres gennemgang af byens kvarterer.
Her fire år senere er det tydeligt, at museet har fået fornyet sin vitalitet af de nye rammer. De små særudstillinger med Paul Fischer, Ib Antoni og »Min Butik« har været spektakulære, og så er der en ganske særlig grund til at rose museets podcastserie om de arkitekter, der har præget København. Det er smuk formidling og et initiativ, der naturligvis glæder den gamle redaktør.
Stormgade 18, 1555 København V
Øvrige nominerede:
GS – Gammel Strand
Ordrupgaard
Kunsthal Charlottenborg
Louisiana

Har du stadig ikke opdaget BaneGaarden, må du afsted.
Ni gamle trælader og mere end halvanden hektar vild natur beliggende klos op ad Vesterbro. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det ligger godt hengemt ude bag det enorme baneterræn, som enhver københavner har passeret uden at tænke mere over, hvad der lå bagved.
Laderne, der blev opført i 1909 til opbevaring af det materiale, der skulle bruges til at bygge skinner, har ligget tomme siden 1950, mens DSB lod området stå uberørt hen. Selvom BaneGaarden nu lægger adresse til et væld af arrangementer, markeder, fester og spisesteder, har området stadig et præg af vild natur, der ellers er så svær at opdrive, når man bor i en by.
Otto Busses Vej 45, 2450 København SV.
Øvrige nominerede:
B.93
Tivoli
Det Flydende Teater
Ofelia Plads

Københavnerne elsker jazz i gaderne, og nu har jazzen vundet årets Byens Bedste.
København har en lang historie som jazzby, og mange kan stadig fortælle historier fra 1960erne og 1970erne, hvor en række amerikanske jazzikoner gjorde byen til deres kreative base. At jazzen stadig trives og har det godt, skyldes især Copenhagen Jazz Festival, der utrætteligt samler danske og udenlandske musikere hver eneste sommer.
I løbet af festivalens ti dage spilles der mere end 1.000 koncerter på cafeer, værtshuse og pladser. Få arrangementer er så svære at komme udenom som Copenhagen Jazz Festival, der har givet sommer i København lyden af en saxofon, en klarinet eller en sang.
Hvert år i juli i København.
Øvrige nominerede:
Godnathistorier til nabolaget
Shakers
Royal Run
Distortion

Byens Bedste service i 2024 finder man på Sokkelund på Frederiksberg.
På Sokkelund er det oldschool på den gode måde. Det er, som om tjenerne altid på magisk vis kan finde et bord til dig, selvom du ikke har bestilt. Tjenerne på det franske brasserie er altid på dupperne – på den gode måde. De er aldrig anmassende, men er der altid.
»Sokkelunds tjenere forstår kunsten at være konstant til stede, uden at det føles, som om man bliver overvåget,« skrev en anmelder i Berlingske.
Og sådan skal det jo være.
Smallegade 36E, 2000 Frederiksberg
Øvrige nominerede:
Jordnær
Admiralgade 26
Kjær & Sommerfeldt
Ruby

Årets ærespris går til Brian Mikkelsen og Børsen.
Iført alt andet end et par Airtox-sko blev Brian Mikkelsen et ufrivilligt symbol på Børsens brændende kollaps. 16. april brød Christian 4.s gamle bygning i brand. I stedet for at sidde på hænderne blev Mikkelsen, der er direktør i Dansk Erhverv, som ejer bygningen, primus motor på at redde, hvad der reddes kunne, fra de brændende bygninger.
Dansk og københavnsk kulturarv blev hevet ud. Unikke værker, inklusive P.S. Krøyers store værk. Der gik kun ganske få timer, før Brian Mikkelsen lovede, at Børsen ville blive genopført. Han kalder selv dagen for den »værste i sit liv«. Men han formåede at blive personificeringen på en tragedie, og nu kan han være med til at bygge det hele op igen og give Børsen tilbage til København.
Øvrige nominerede:
Torvehallerne
Cirkusrevyen
La Glace
Bo-Bi Bar

Den bedste vinbar i 2024 er Apéro, som man finder i Restaurant Gl. Mønts gamle lokaler.
Det er en af byens få rigtige »voksenvinbarer«. Forstået på den måde, at man her må kigge langt efter skramlet interiør og studentervenlige priser. Her er intet tilfældigt, møblementet er signeret Finn Juhl, tjenerne er fuldblodssommelierer, og barkøkkenet er pimpet op med kaviar og trøfler.
Hvad vinen angår, kan der vælges fra et tavlekort, der blandt andet tæller bourgogne på op til 450 kroner for et glas. Eller der kan botaniseres i det store flaskekort fra Møntergade på den anden side af vejen. Pointen er, at det hele er godt.
Gammel Mønt 41, 1117 København K
Øvrige nominerede:
Vinfar
Figo
Josephine
Paradiso

De har ikke haft åbent i mange måneder, og nu er det Byens Bedste.
På det, der indtil for nylig var en kedelig græsplæne mellem Operaen og Papirøen, opstod sidste år en helt vidunderlig oase, der straks er strøget til tops på listen over københavnernes yndlingsafslapningssteder.
Operaparken, hedder den, og den rummer både et righoldigt, slynget botanisk univers, en café med gourmetrestaurant og en p-kælder, der giver tørskoet adgang til operaen, og som i sig selv er så luksuriøst detaljeret, at den kunne bruges som event space til modeshows, bryllupper eller cocktailparties.
Det er arkitekterne fra COBE, der står bag det fornemme design, og det er A.P. Møller Fonden, der har betalt gildet. Øen er nemlig deres.
Ideen med beplantningen er, at den repræsenterer planter og buske fra hele verden. De er placeret, som om de var sætstykker til en teaterforestilling med de højeste vækster bagest og de laveste forrest – altså set fra Amalienborg lige overfor.
Ekvipagemestervej 14, 1438 København K
Øvrige nominerede:
Spidsen af Nordø
Kaktustårnene
Tscherning Hovedsæde
Bredgade 40

Der er stadig lange køer foran Juno, og nu er det Byens Bedste 2024.
Det helt oprindelige superbageri laver stadig de bedste kardemommesnurrer, og stedets surdejsbrød er i næsten magisk kvalitet med sin fylde og samtidige forbavsende lethed og dertil glassprøde krumme.
Juno åbnede i 2017, og siden er det vrimlet til med gourmetbagerier i København og omegn. Det ændrer dog ikke på, at Juno stadig tilhører den absolutte top, når vi taler bagværk i verdensklasse.
Århusgade 48, 2100 København Ø
Øvrige nominerede:
Københavns Bageri
Flere Fugle
Maison d'Brød
Ard Bakery

Skal du have Byens Bedste morgenmad anno 2024, så må du et smut til Nørrebro.
På den yderste del af Nørrebro vrimler det med nye spændende spisesteder. På det koreanskinspirerede Et Cetera laver de noget af byens mest interessante og anderledes smagende morgenmad.
Der er meget, man kan anbefale på det lille, skramlede sted med den raffinerede og skarpt eksekverede mad, men særligt deres tamago sando-sandwich er et godt bud på byens bedste æggesandwich. Du må ikke besøge stedet uden også at prøve pandekagen med forårsløg og purløg.
Haraldsgade 3, 2200 København N
Øvrige nominerede:
A.S.
Seks
Cadence
Studio X Kitchen

Skal du have god mad og vin, der er til at betale, er det her Byens Bedste i år.
Det er ikke bare en fremragende vinbar, men Bar la Una rammer også stemningen af romersk trattoria bedre end nogen anden i København, mener Søren Frank, der var meget imponeret af stedets voluminøse porchetta.
Her får du både lækker vin og en skøn italiensk menu for 300 kroner. Det er helt klart et af byens mest sikre, klassiske trattoriakøkkener, som du snildt kan tage ud og besøge.
Oehlenschlægersgade 53A, 1663 København V.
Øvrige nominerede:
Le Petit Rouge
Janice
3100
Paesàno

Der åbner masser af nye restauranter i København. Den her er den bedste af slagsen i 2024.
Alf på Gammel Kongevej gør umiddelbart ikke meget væsen af sig. Den lille restaurant ligner nærmest et hul i væggen, og det er tydeligt, at der ikke har været celebre arkitektfirmaer involveret i indretningen.
Det er med andre ord maden, vinen og den livlige stemning, man kommer efter her. Køkkenchefen Malte Sørensen har tidligere slået sine folder som køkkenchef på nu hedengangne Geist og såmænd også Septime i Paris. Det kan ses på menukortet, som frejdigt surfer rundt mellem asiatisk inspiration i form af for eksempel hvid kimchi, fransk klassicisme som i grillede kalvebrisler med kartoffelmos og originale Bo Bech’ske indslag i form af for eksempel endivie med mandelcreme og karry.
Gammel Kongevej 86 A, 1850 Frederiksberg.
Øvrige nominerede:
Graziano
Aure
Calma
Posh Jah

Der er masser af lækre pizzaer i København. Den bedste i år finder du på Bæst.
Bæsts saftige, karakterfulde surdejsbund, lavet på økologisk mel fra Piemonte, hæves i to døgn og bages hårdt og kort i stenovnen, så de høje kanter opnår det klassiske, leopardplettede look.
Det, der adskiller Bæst fra byens andre toppizzeriaer, er dog, at praktisk taget alle toppings er hjemmelavede, og det kan man i den grad smage. Det er yderst lækre pizzaer, der serveres her.
Guldbergsgade 29, 2200 København N.
Øvrige nominerede:
Maupa
Luca
Surt
Diamond Slice

De har huseret i mange år. I 2024 er de allerbedst.
Coffee Collective er vel nærmest guldstandarden og har en stor del af æren for at have bragt ordentlig kaffe til København, hvor det har huseret siden 2007.
Kollektivet rister selv sin kaffe på Frederiksberg, og det er umuligt at købe en dårlig kop i nogen af stedets filialer. Coffee Collective skriver på sine kaffeposer, hvor mange procent mere de betaler kaffefarmene i forhold til markedspriserne.
Dermed får man både i reel og overført betydning god smag i munden, når man besøger Coffee Collective.
Ud over afsindig god kaffe har Coffee Collective også eget bageri, Collective Bakery, hvis bagværk er af høj kvalitet.
Øvrige nominerede:
Prolog
April Coffee
Darcy’s Kaffe
Wild Horses

I denne kategori er konkurrencen hård. Men i år løb Restaurant Palægade med titlen som Byens Bedste.
På trods af en tumultarisk begyndelse har Restaurant Palægade cementeret sig som stedet, hvor man altid er sikret velsmag og god service og stemning. Ingen steder evner at få rødspætten mere sprød og saftig på samme tid som Palægade.
Her forstår de at bevare smørrebrødet i sin reneste og mest eksklusive form. Ud over det elegante og innovative smørrebrød er aftenkortet desuden også dine penge og din tid værd.
Palægade 8, 1261 København K
Øvrige nominerede:
Judie
Bjørnekælderen
Møntergade
Peter Liep's Hus
------------------------------------------
Kom til Byens Bedste kultursalon på Berlingske og mød vores anmeldere:
Mød Byens Bedste madanmeldere Søren Damm og Søren Frank på slap line.
Mød Byens Bedste arkitekturredaktør Holger Dahl.
Mød Byens Bedste kongehuskommentator Jakob Steen Olsen.